Michelangelo Buonarroti

1
Arkitekten
Side 294
Vi har set, at det Øjeblik kom, da den gamle Mester ikke kunde male mere. Det Øjeblik
havde derefter indfundet sig, da ogsaa den Øjets og Haandens Sikkerhed, med hvilken
han havde hugget sine Statuer ud af Marmorblokken, var gaaet tabt.
Men han havde endnu en rig Virksomhed for sig som Bygmester. Ved 1546 begyndte
han at lægge Planen til Nybygningen af Capitoliums-Pladsen, efter at han allerede 1538
havde ladet Rytterstatuen af Marcus Aurelius flytte derhen fra Piazza di S. Giovanni in
Laterano, hvor nu (siden 1588) Obelisken fra Theben af rød Granit pranger i dens Sted.
Først blev Senatorpaladsets Facade helt omformet; den gamle Loggia paa højre
Side deraf og den gamle Trappe blev fjernet. I dens Sted anlagdes efter Michelangelo's
Tegning den skønne Dobbelttrappe og Portalen med Flodguderne Nil og Tiber paa
hver sin Side. Mellem 1550 og 1555 opførte Vignola de brede Trapper til Santa Maria
d'Aracoeli og til den tarpejiske Klippe med deres af tre Buer bestaaende Loggia'er.
Saa hvilede Arbejdet et Spand af Aar. 1560 toges der atter fat: Pladsen blev
omgivet med Brystlæn, og den brede Hovedopgang bygget. Ved Michelangelo's Død
var ikke stort mere end dette færdigt. Det blev da først overdraget to Senatorer,
af hvilke Tommaso Cavalieri var den ene, at sørge for, der blev bygget efter
hans Plan. Conservatorpaladset opførtes og fuldendtes 1568. Saa gennemførtes
Senatorpaladsets Omformning af Giacomo della Porta. Det tredie Palads overfor
Conservatorpaladset blev først færdigt i det 17. Aarhundrede. Men med faa Afvigelser
fra den oprindelige Plan er hele Capitoliumspladsen med dens Forbindelse af Arkitektur
og Skulptur Buonarroti's Værk.
Det var ham, som for at opnaa større Virkning og faa den i og for sig temmelig lille
Plads til at syne større, lagde den Plan at lade de to Sidepaladser skraane lidt udad.
Han gav dem med Forsæt kun to Stokværk og lod det nedre aabne sig som Søjlehal.
Han lod de kraftige Pilastre i rigeligt Tal strække sig op gennem begge Etager, og gav
Bygningerne det flade Tag med Balustraderne, der bærer Statue ved Statue.
Efter sin Vane fra den Tid, han anlagde Facaden til San Lorenzo, har Michelangelo
her bestræbt sig for at bryde den ydre Murflade og give den Præq af et levende Væsen,
dels ved i det nedre Stokværk at lade Indgangene til den aabne Hal have en Søjle
paa hver Side, dels ved i det øvre Stokværk at lade store Vinduer med søjlebaarne
Gavle indtage næsten hele Højden og Bredden. Man gjorde ved Udførelsen Vinduerne
smallere for at Mourfladens arkitektoniske Ret til Virkning ikke helt skulde falde bort.
Det Voldsomme i Michelangelo's Væsen fornemmes i den barske Modsætning mellem
Bygningernes vandrette og Pilastrenes lodrette Linier.
2
Strax ved Begyndelsen af dette sidste, næsten rent arkitektoniske Tidsafsnit af
Mesterens Kunstnerliv ramtes han af den personlige Sorg, at Vittoria Colonna, hvis
Livsanskuelse havde udøvet saa stærk en Indflydelse paa ham, døde den 25. Februar
1547. Betegnende er det, at det afgørende Udtryk han i Prosa giver sin Sorg, er dette:
"Mi voleva grandissimo bene, e io non meno a lei. Ho perduto un gran de amico.": "Jeg
har mistet en stor Ven." Han betonede ikke Kønsforskellen. Det er naturligt nok; thi i
Vittoria's senere Leveaar gik hun indtil Fanatisme op i kristelig Askese.