Michelangelo Buonarroti

Side 292
sin dog saa store og saa længe opøvede Færdighed til med Øje og Haand bestandig
at træffe det Rette. Hvad han her vilde yde, var en Gengivelse af hans egen Sjælekval
og Livssorg, saa der kan ingen Tvivl herske om, at han trods den Iver og Ild, med
hvilken han arbejdede, har hugget forsigtigt. Men han havde det Uheld, at Marmoret
ikke duede. Stenen indeholdt Smergel (et Mineral), og var saa haard, at Mejselen ofte
slog Gnister af den.
Condivi skriver 1553 om Arbejdet paa Gruppen: "For Tiden har han et Marmorværk
for, som han udfører for sin egen Fornøjelse som En, der er saa rig paa Indfald og
paa Kraft, at hver Dag frembringer noget. Dette er en Gruppe af mer end legemsstore
Figurer, nemlig en fra Korset nedtaget Kristus, der død holdes oppe af sin Moder. Man
ser, at hun, vidunderligt bevæget, med sit Bryst, sine Arme og Knæer slynger sig om
Liget, hjulpet af Nicodemus, der staaende oprejst og fast paa sine Fødder, kraftigt
holder den Døde under Armene og hjulpet af den anden Maria paa venstre Side.
Saa stor Kval Maria (Magdalena) ogsaa røber, helliger hun sig dog til denne
Tjeneste, som Moderen alene ikke overkommer... Det er umuligt at skildre Værkets
Skønhed og de Følelser, som man iagttager i de sorgfulde Aasyn, især i Moderens".
At Michelangelo ikke var tilfreds med Gruppen, undrer ikke, tiltrods for det stærke
Indtryk, den gør. Den er ikke fast sammensluttet. De tre Figurer tilhøjre danner et Hele
for sig; Magdalena's noget for lille Skikkelse falder udenfor Gruppen, naar den ses
forfra. Og ses den fra Venstre, dækker Magdalena og Kristus Madonnafiguren helt.
Hertil kommer som det Væsenlige, at Michelangelo under Arbejdet havde forregnet
eller forset sig. Kristi dejligt formede, i en skarp Vinkel nedhængende, højre Ben rager
frem og fængsler Opmærksomheden. Men Moderen trykker Sønnen saa tæt ind til sig,
at der ikke er levnet nogen Plads til hans venstre Ben. Dette maatte, hvis det fandtes,
gaa ned igennem hendes Skød, saaledes som hun sidder. Benet er derfor forblevet
uudført.
Saa slog Michelangelo en Dag Værket sønder og sammen.
Den florentinske Billedhugger Tiberio Calcagni, for hvem Mesteren nærede meget
Venskab, og som havde skaffet sig Stykkerne, spurgte engang, da Michelangelo var i
Besøg i hans Hus, i hvilket Stykkerne opbevaredes, hvorfor et saa underfuldt Arbejde
var blevet ødelagt. Mesteren kastede Skylden paa sin Tjener Urbino, der havde plaget
ham altfor ihærdigt om at fuldføre det. Saa var han ved et Uheld kommet til at slaa et
Stykke af Madonnas Albu. Da der nu desuden havde vist sig en Revne i Marmoret,
var hans Taalmodighed bristet; han havde slaaet løs paa Gruppen, og havde paa
Anmodning givet den til sin Tjener Antonio, der nu for 200 Guldscudi havde afstaaet
den til Tiberio Calcagni.
Francesco Bandini, Buonarroti's Omgangsven, som var tilstede, bad om Tiberio
maatte sætte Gruppen sammen til ham, og fik Tilladelsen. Det kan endnu ses, hvad
Overlast den i sin Tid har lidt: Kristi venstre Arm er bleven hugget af; Underarmen er
føjet til af Calcagni. Ved den venstre Brystvorte er et Stykke Marmor slaaet ud, og
Hammeren har samtidigt taget Fingrene af Marias venstre Haand med sig. Ogsaa Kristi
højre Underarm er senere passet ind.
Det lemlæstede og temmelig kluntet istandsatte Billedhuggerværk, Buonarroti's
sidste, udtrykker hans Afsked med Marmoret, der Livet igennem havde voldt ham saa
mange Sorger og Glæder, dette haarde Hylster om hans skønneste Fantasibilleder,
imod hvilket hans Tilværelse havde været en bestandig paany optaget Duel.
Værkets Virkning paa Beskuerens Sind forøges ved, at det har fundet sin Plads der
i Santa Maria del Fiore-Korets Mørke, hvor det snarere skimtes end iagttages, og hvor