Michelangelo Buonarroti

Side 291
det under Skuldrene. Ligets Ben, det eneste Parti, som han fik smukt udformet, hænger
slappe ned. Men den store Kunstner kom til at hugge fejl ind i den højre Arm, lod derfor
længe Blokken staa urørt.
Da han tog fat paany, gav han nødtvungen Armen en anden Stilling bag Legemet.
Den mislykkede Arm er bleven hængende og staar, som en Erindring om det første
Anlæg, i Marmoret udenfor Kroppen. Forandringen tvang ham desuden til en Ændring
i Størrelsesforholdene. Men Kristi Hoved og Overkrop blev derved for smaa til den
færdige Del af Gruppen, til den Dødes Ben, som ikke ved egen Magt kan holde sig
oprejste. Dertil kom, at idet Michelangelo vred Kristi Arm tilbage, hvad der var blevet
en Nødvendighed, oversaa han, at Madonna, der presser Ligets Ryg imod sit Bryst,
derved kom i en saadan Stilling, at der ikke i Blokken blev nogen Plads til hendes højre
Arm.
Værket er derfor blevet staaende som kun antydet i Stenen, og regnes ikke med
blandt Mesterens Billedhuggerarbejder. Men hvor svært det er faldet ham at opgive det
endog saa sent som sex Dage før sin Død, derom vidner nogle Linier i et Brev, som
Daniele da Volterra, efter at Døden var indtraadt, sendte hans Brodersøn Lionardo:
"Jeg husker ikke, om jeg imellem alt det, jeg skrev, ogsaa omtalte, at Michelangelo hele
Lørdag før Karnevalet (12. Februar 1564) arbejdede staaende, sysselsat med Liget
paa Pietà."
Hans Tjener Antonio arvede den forhuggede Marmorblok, som derefter forsvandt,
og som først i Midten af det 17. Aarhundrede blev genfundet i en Kælder og stillet til
Salg. Den findes nu i Palazzo Rondanini i Firenze.
Buonarroti's sidste, langt mere udførte, dog af ham selv opgivne ja sønderslagne
Værk, er den store Gruppe af fire Personer, endnu en Pietà, som den Dag idag er
opstillet i Halvmørket i Firenzedômens Kor, og som man vistnok, havde den ikke været
slaaet i Stykker og møjsomt sammenflikket, havde givet den Plads, der oprindeligt var
tiltænkt den, paa hans Grav.
Ogsaa dette er en sildig Frembringelse. Vi véd af en fransk Rejsendes Beretning,
at Buonarroti var i fuldt Arbejd med Gruppen i 1553; og vi ser, at han 1554 eller 1555
i Fortvivlelse over at have forfejlet den, selv forsøgte en Tilintetgørelse. Blaise de
Vigenére skriver i sine Noter til Filostratos' "Imagines" (Les images, Paris 1594): "Jeg
saa Michelangelo ved Arbejdet, da han var over 60 Aar (lidt ukorrekt: 59) og skønt han
ikke var meget stærk, slog han i et Kvarter flere Splinter af en haard Marmorblok, end
tre unge Stenhuggere vilde kunne i tre eller fire Gange saa lang Tid -
hvad for Den, som ikke har set det, maa klinge næsten utroligt. Han var saa ildfuld,
at jeg troede, Værket maatte gaa itu. Med ét Slag huggede han Stykker løs, der var
saa tykke som tre, fire Fingre, og han huggede saa nøje til det markerede Punkt (segno
tracciato), at var blot en Smule mere Marmor sprunget af, saa var det Hele ødelagt."
Han arbejdede iøvrigt efter hvad Raffaello da Montelupo siger, helst med Kejten,
brugte til Kraftanstrengelser (cose di forza) kun venstre Haand. Michelangelo har
ved denne sin Brug af venstre Haand i Billedkunstens Tjeneste en Lighed med
Leonardo da Vinci, der jo forøvrigt saa ned paa Brugen af Armkraft som et Tegn paa
Billedhuggerkunstens ringere Værd. Leonardo's Venner Luca Pacioli og Sabba da
Castiglione, der stadigt omgikkes ham i Milano og har efterladt Skrifter, vidner, at han
ikke blot skrev, men altid tegnede og meget ofte malte med venstre Haand.
Vi ser, at Michelangelo, der her for første Gang stod overfor den uhyre Vanskelighed,
blot i Tillid til sit Snarsyns Sikkerhed at hugge en Gruppe paa ikke mindre end fire
Figurer ud af Blokken (uden at have mer end en lille Voxmodel for Øje), overvurderede