Michelangelo Buonarroti

Side 290
Ikke mindre end sex Mænd er sysselsatte med at løfte det svære Kors og plante det
i et Hul, som graves i Jorden. Tilvenstre stiger en Flok romerske Soldater, der lyder
nogle ridende Officerers Befalinger, op ad en Høj. Nederst tilhøjre betragter en lille
Gruppe af fire Kvinder medlidende den Pinte, medens foroven Skarer af Deltagende
eller Nysgerrige enten staar samlede eller i tætte Klynger skrider nedad. Hver enkelt
Skikkelse er ulasteligt tegnet; Grupperingen er sikkert udført uden tomme Mellemrum;
men Landskabet er som altid hos Michelangelo træløst og trøstesløst. Det er ikke
fladt, thi langstrakte Højders Linier giver Baggrunden et vist Liv. Men Jordsmonnet er
ørkenagtigt, og ørkentrist som det er det Indtryk dette bestilte Arbejde gør.
"Sauls Omvendelse" blev begyndt i Marts 1546 og fuldendtes neppe før 1550.
eftersom Vasari fortæller, at Michelangelo var 75 Aar gammel, da han endnu malede
derpaa, og at efter hans eget Udsagn var Arbejdet saare møjsomt for ham, da
Freskomaleri ikke længer egner sig for Mænd, der har naaet et vist Alderstrin.
Det maa dog siges, at dette Mesterens sidste Maleri staar højt over det
foregaaende. Selve Æmnet gav Anledning til Udfoldelse af en Lidenskabelighed, som
laa dybt i Michelangelo's Natur, og som han ingen Anvendelse havde faaet for i
Korsfæstelsesscenen.
Vi er udenfor Damascus, hvis dejlige Haver Billedet rigtignok ikke giver Forestilling
om, da der paa Michelangelo's Stengrund Intet groer. Men der er i Billedet fyrigt Liv og
et dobbelt, paa Jorden og i Himlen.
Blændet af det Syn, der viser sig for ham, er Saul styrtet af Hesten, der forskrækket
bortgalopperende indtager Maleriets Centrum. Saul ligger paa Jorden med Ansigtet
mod Beskueren, holder Haanden for Panden, blændet og bedøvet af den Aabenbaring,
han har havt. Et højst sindrigt Træk er det, at han ikke, som paa andre Malerier
af Sagnet, retter Blikket op imod Jesus og de himmelske Skarer, der ligesom paa
Dommedagsfresken udfolder sig over Skyerne, men grebet og svimmel endnu ruger
over det overvældende Syn, der nu er blevet et indre.
Rundt om den af Hesten faldne Saul er anbragt Grupper af Mænd og Kvinder i
den heftigste Sindsbevægelse, der giver sig legemlige Udslag. Nogle stirrer betagne
i Vejret, idet de forsøger at dække for deres Øjne; nogle har kastet sig ned; andre
flygter skrækslagne i Løb. Betegnende for Michelangelo er det, at Kristus ikke med
stille Overlegenhed aabenbarer sig i sin Himmel, men farer ned oppefra med Fødderne
i Vejret og udbredte Arme; den højre Arm, som er udstrakt og hvis Haand befaler, synes
at paabyde Saul Forfølgelsernes Stansning.
I Himmelskaren her er der enkelte skønne Skikkelser. De er i malerisk Henseende
ødelagte ved de Klædebon, med hvilke de er overmalte, men de har en Holdning,
der udtrykker Grebethed og Andagt. En enkelt af Engleflokken, der svævende
Kristus ganske nær strækker sine foldede Hænder tilbedende imod ham, røber den
Grundfølelse, der havde bemægtiget sig den gamle Mesters eget Sind.
12
Male kunde Michelangelo ikke mere. Men endnu drog hans Livs Attraa ham til
Skulpturen. Øjensynligt i en Tilstand af kristelig Optagethed stræbte han at sætte det ny
Følelsesliv, der var blevet vakt hos ham, et haandgribeligt Minde. Denne Gang fulgte
Heldet ham ikke.
Han prøvede først paa Grundlag af et Par tegnede Skitser, der nu findes i Oxford, at
fremstille en staaende Madonna, der holder Sønnens Lig opret foran sig ved at gribe