Michelangelo Buonarroti

Side 29
sat i Skat for 135.000 Guldgylden om Aaret, til han aldeles udarmet gik i Landflygtighed
og fristede Livet ved en pavelig Pension og derefter ved en napolitansk.
Da der bredte sig Utilfredshed med Cosimo's Berigelser paa Statens Bekostning
og med hans Skinhellighed, der byggede Kirker og Klostre for at faa Lejlighed til at
anbringe Medici'ernes Vaaben, de tre Kugler (palle), allevegne, lod han Luca Pitti
som Gonfaloniere 1458 skride ind. Det gængs Middel blev anvendt: Paladset og
Piazza della Signoria besat med Lejetropper, medens den store Klokke ringede Folket
sammen, der da som en Flok Faar gav det herskende Parti den ønskede Fuldmagt.
Naar Lavenes Forstandere for Fremtiden kaldtes Frihedens Priorer, klang det som
Ironi. Luca Pitti fik Ridderværdigheden og store Gaver af Cosimo, saa han gik til Grunde
i Vellevned.
I Cosimo's sidste Leveaar voxede dog under hans tiltagende Sygelighed hans
vigtigste Tilhængere ham over Hovedet, og Partistyret blev lige havesygt og
samvittighedsløst.
En Tid lang saa det ud, som kunde Cosimo ikke undlade at inddrages i de Italienske
Staters indbyrdes Fejder. Filippo Maria Visconti var død; han havde udnævnt Alfonso
af Aragonien, Cosimo's Fjende, til sin Arving; men Francesco Sforza, Søn af en
Condottiere, opkastede sig til Hertug af Milano. Hertugdømmet Milano havde truet
med at falde fra hinanden. Cosimo understøttede Sforza med Penge, og da Venedig
var Sforza fjendsk, var Cosimo nødsaget til at vælge mellem ham og Venedig, skønt
Venedig stadigt havde været ham en trofast Forbundsfælle. Det blev foreløbigt til Krig
mellem Venedig og Neapel; men saa stormede Muhamed den Anden 29. Maj 1453
Konstantinopel og baade Venedig og Neapel var truede. Derfor nødsagedes alle de
italienske Stater til 1454 at slutte indbyrdes Fred. Pio den Anden kom 1459 til Florents
for at forberede et Korstog imod Tyrkerne, der aldrig blev til noget; men han fik anvist
Bolig i Santa Maria Novella og der afholdtes Turneringer til hans Ære.
1464 maatte Cosimo imødese sin Død. Han led haardere og haardere af
Medici'ernes Familiesygdom, Gigt. I al den Tid han i Stilhed havde styret Florents, var
han forbleven Borger, Købmand og særligt Landmand; thi han forstod sig, som antydet,
tilgavns paa Landbrug, plantede og podede selv. Som i det 19. Aarhundrede Huset
Rothschild beherskede han Pengemarkedet, ikke blot det italienske men Vesteuropas
ved Hjælp af sine Banker. Villaen i Careggi var hans som senere Medicæeres
Yndlingsopholdssted.
Cosimo havde jo ikke lidt paa sin Samvittighed. For at sikre sig Guds Barmhjertighed
i Dødsstunden og tage Vejen ikke nedad men opad, gaves der i hine Dage et afgørende
Middel: at bygge Kirker og Klostre. Lykkeligvis havde Vorherre, ret som attraaede
han Forsoning, ladet Michelozzo og Brunellesco opvoxe samtidigt med Cosimo og
tilhøre hans nærmeste Kreds. Begge Michelozzo's Sønner var desuden som hjemme
i Medicæernes Palads.
En Michelozzo blev Lorenzo's Kansler, en anden Den, der forsynede ham med
Bøger fra Grækenland. Lorenzo var god mod evnerig Ungdom:
Til Michelangelo lod Lorenzo (Condivi: "Vita di Michelagnolo") give "una buona
camera in casa, dandogli tutte quelle comodità ch'egli desiderava nè altrimenti
trattandolo, si in altro, si nella sua mensa che da figliuolo".
Foruden Medicipaladset og smukke Villaer lod Cosimo bygge San Lorenzo og
San Marco, ved Fiesole Augustinernes Kirke og Abbedi, Kirken S. Girolamo. Santa
Verdiana lod han ombygge, San Francesco's Kloster i Assisi udvide.