Michelangelo Buonarroti

Side 289
som Kristus, og hvis højre Haand i sit Fingersprog uden Ord tilraaber Størsteparten
af Levende og til Live vakte Døde: I fortjener at gaa til Grunde, og jeg dømmer Jer til
Undergang.
Saare, saare langt var Michelangelo nu kommen fra Antiken og den ham engang
saa kære græske Kunst. - Fiesole havde dog endnu naivt skildret de Saliges Fryd.
Michelangelo's Salige glæder sig ikke; de foreviser blot de Marterredskaber, med hvilke
man har pint dem; og de Fordømte kæmper kun en kortvarig Kamp for at undgaa
den forsmædelige Elendighed, til hvilken de, efter at deres Modstand er overvunden,
uigenkaldeligt hjemfalder.
Forunderligt er det, at samtidigt med den stigende Voldsomhed af Menneskehadet
og Menneskeforagten, voxer og voxer i Michelangelo's Sind Andægtigheden. Da 1543
hans Broder Giovansimone døde, var den store Kunstner især bekymret for, om
han havde modtaget det hellige Sakramente, før han lukkede sine øjne. Det Samme
gentager sig tolv Aar senere 1555 ved Broderen Gismondo's Død. I October 1556
planlægger han en Valfart til Loreto. Hans Aandsliv synes efterhaanden at gaa op
i Gudelighed. I hans sidste Leveaar er hans Følemaade nærmere i Slægt med den
efterfølgende Tids end med hans egens; nærmere beslægtet med Tasso's end med
Ariosto's. At Tasso's Venner udrensede alle ikke-kristelige Elementer af det oprindelige
Gerusalemme liberata svarer til, at Daniele da Volterra dækkede Nøgenheden paa
"Dommedag"'s Figurer.
I Michelangelo's Indre syntes den italienske Renæssances Ild i Færd med at slukkes,
da den ved hans senere Aars Virksomhed som Arkitekt blussede mægtigt op paany.
11
Om Buonarroti's Udkast til den Freske, der skulde udgøre Modstykket til Dommedag,
véd vi kun, hvad Vasari i anden Udgave af sine Kunstnerlevnedsløb siger derom. Det
gjaldt om at vise, hvorledes Lucifer paa Grund af sit Hovmod blev forvist fra Himlen og
med alle de Engle, der sluttede sig til ham, blev styrtet i Dybet. Michelangelo havde
i længere Tid gjort Skitser og udførte Tegninger dertil. - Da der ikke blev noget af
Fresken, kan man slutte, at disse Tegninger fik Anvendelse ved Udførelsen af de
Fordømtes Nedstyrtning paa Dommedagsmaleriet; Æmnet var jo ganske beslægtet.
Vasari fortæller, at en siciliansk Maler, der havde gjort Tjeneste hos Buonarroti som
Farveriver, efter Udkastene udførte et Freskomaleri i San Trinità i Rom. Dette Arbejde
er imidlertid i det 18. Aarhundrede gaaet til Grunde.
Stærkt medtagne men endnu existerende er derimod de to Malerier, som
Michelangelo strax efter Fuldendelsen af Dommedag modtog Bestilling paa af Paolo
den Tredie til Udsmykning af hans ny Kapel i Vaticanet, "Peters Korsfæstelse" og
"Sauls Omvendelse".
"Peters Korsfæstelse" optog Tiden November 1541 til Juli 1545. Capella Paolina er i
Regelen utilgængeligt og Maleriet kun kendt af Gengivelser. Billedet er udadleligt som
Composition, men Æmnet uhyggeligt og trist; al Farvevirkning skal ved Overmaling
være forspildt. Bestillingen har ikke formaaet at inspirere Kunstneren. Han har staaet
kold overfor Opgaven.
Frastødende var selve Genstanden: den barbariske Korsfæstelse med Hovedet
nederst. Mesteren har stræbt at bøde paa det Stygge i Optrinet ved at lade det store
Kors sprække sig paa Skraa ind over Billedfladen og ved at lade Apostelen løfte Hoved
og Skuldre fra Korset og vende sit lidende Blik mod Betragteren. Derved undgaas det
afskrækkende Syn af den Martredes nedadvendte, congestionerede Hoved.