Michelangelo Buonarroti

Side 288
Behersker. Ikke at male eller at hugge i Marmor giver ham Fred; kun den guddommelige
Kærlighed, der paa Korset udbreder sine Arme.
Tegningerne til Vittoria Colonna af den piskede og af den korsfæstede Kristus,
Billederne i Capella Paolina af Pauli Omvendelse og Peters Korsfæstelse, Gruppen
med Nicomedes, Magdalena, Madonna og Sønnens Lig i Firenzedômens Kor svarer
til denne Sjælstilstand. Der findes der, som tildels allerede i Dommedag, kun de gamle
Former for Michelangelo's Aandsliv, ikke mere den Aand, som engang fyldte Formen.
Først i Arkitekturen genfandt Renæssancens Stormand i sin høje Alderdom den
mægtige Glæde ved kunstnerisk Frembringen, som var visnet hos ham under hans
Arbejd med Skulptur og Maleri.
Det var symbolsk, at han, som engang havde fundet Udløsningen for sit dybeste
Følelsesliv i Fremstillingen af Skaberen og Skaberglæden, og havde triumferet i
Legemliggørelse af Syn efter Syn, som udmalte den skabende Virksomheds forskellige
Former, nu lige omvendt gik op i Fremstillingen af den tilintetgørende Virksomhed.
Dommedag var vel en ikke mindre vældig Vision end Skabelsen, men en kun negativ og
skrækindjagende Vision, det Skabtes Fordømmelse som fordærvet af Synd, de Dødes
Tilbagekaldelse til Liv, mest for at idømmes evige Helvedesstraffe, en halvt afsindig
Forestilling, udsprungen i selvretfærdige Moralisters og Fanatikeres Hjerner, en Idé, for
hvilken ethvert sundt tænkende og følende Menneske maatte gyse tilbage, og som stod
i aaben Strid med Kristendommens (iøvrigt lige saa paradoxale) Lære, at Alt styredes
af en Gud, som var idel Kærlighed.
10
Michelangelo har naturligvis været altfor optaget af sine kunstneriske Opgaver, af paa
saa forbausende Vis, som han har gjort det, at fremstille de (ret mismodige) Frelstes
Stigen gennem Luften og de uden Fodfæste svævende Fordømtes fortvivlede Kamp
med paafølgende hovedkulds Nedstyrtning, til at han har sysselsat sig synderligt med
Vanviddet i den Teologi, der laa til Grund for hvad han med saa mesterlig Færdighed
illustrerede: De Domfældte, der engang var Kødet kvit, iklædes Kød paany for at
kunne knibes deri og kødeligt martres; de Frelste, som havde fundet Hvile i Døden
og var blevne ikke mindre ulegemlige i Mindet, iføres paany Kødet, som efter selve
den kristelige Forudsætning medfører Farer og Fristelser uden Tal, særligt Faren for
ny Fortabelse, da Kødet er Ophav til alle de Forlokkelser, som de altsaa nu en Evighed
igennem maa stræbe, ikke at bukke under for.
Men dels havde den religiøse Tvivl neppe nogensinde sysselsat Buonarroti stærkt,
dels var det Grundsynspunkt, fra hvilket han saa paa den Opgave, som var bleven ham
stillet, og som han saa mesterligt fik løst, det at faa Mættelse for den Trang, der havde
opsummeret sig i ham til at sige sin Samtid, med hvad Øjne han saa den.
Da han udstyrede Sakristiet i San Lorenzo med disse Statuer, der er Vidnesbyrd om
dyb Melankoli, om Skam og Sorg over hine Dages Jobsposter, var Grundstemningen
hos ham rent og ædelt Tungsind uden Biklang af Had eller Hævntørst, uden noget
Stænk af Grusomhed. Leden ved Menneskene havde dengang slugt Harmen over
deres Færd.
Her er til Uviljen over menneskelig Lavhed kommet det ny Moment, Hanget til
eftertrykkeligt at revse, Driften til uden Barmhjertighed at straffe. Der er her ganske vist
i det yndefulde Maleri af den frygtsomme, sit Aasyn bortvendende Madonna Ærefrygt
og Dyrkelse af Kvindeligheden i dens højeste Form; men der er uendelig meget mere
heri af Forbitrelsen hos den lynende unge Zeus, der paa Dommedagsmaleriet fungerer