Michelangelo Buonarroti

Side 287
Virksomhed kaldt il brachettone (Buxemaleren). Han skilte sig fra sit Hverv med
Discretion, og paadrog sig ikke Michelangelo's Uvilje derved.
Men efter den store Kunstners Død tog Forbitrelsen over den Rest af Hedenskab,
der endnu var tilbage paa Dommedagsbilledet, ny Fart. Cardinal Rusticucci fik Pio
den Femte (1566 til 1572) til at lade to ringe Malere, Girolamo da Fano og Domenico
Carnevali fortsætte og fuldende Paaklædningsværket ved gennemførte Overmalinger.
Under Gregorio den Trettende (1572 til 1585) var Fresken nær bleven helt revet
ned. Det var Pavens Hensigt at lade Lorenzino Sabbatino, hans Hofmaler, fremstille
"Paradiset" paa den Plads, der optoges af Buonarroti's "Obscøniteter". Det kom dog
ikke dertil. Men under Clemente den Ottende (1592 til 1605), den Pave, der lod Tasso
krone paa Capitolium og Beatrice Cenci henrette, blev Dommedag endnu engang
overmalet. Ja i Aaret 1762 under Clemente den Trettende blev, som et samtidigt
Øjenvidne meddeler, "de skønneste nøgne Figurer" derpaa endnu engang iklædte
Dragter.
Da det umaadeligt store Maleri nu tilmed adskillige Gange i Aarhundredernes Løb
er bleven renset, kan man forestille sig, hvor lidet den Tilstand, hvori det nu kommer os
for Øje, stemmer overens med den, i hvilken det udgik fra Mesterens Haand, og man
kan ikke undres over, at dets Kolorit nutildags er mørk og trist.
Dog, fraset al den uforsvarlige Overlast Billedet har lidt, det vilde endog velbevaret
ikke volde en Beundrer af Michelangelo's tidligere Værker nogen stærk eller ublandet
Glæde. Vel var denne Kæmpe af en Kunstner ogsaa her ubunden af de Garn, i
hvilke Kirketroen i tidligere Tider havde snæret Kunsten; han svælgede ogsaa her
med overstrømmende Begejstring i Fremstillingen af nøgne Mennesker klyngevis
eller enkeltvis; han naaede stundom den højeste Patos som i Fremstillingen af den
enkelte rædselslagne Mand, der i næsten siddende Stilling, med venstre Haand for
Ansigtet, af hoverende Djævle drages gennem Luften ned i Afgrundsdybet Men saa
højlydt al denne Nøgenhed vidner om, at Buonarroti endnu bestandig som Kunstner
var den store Renæssanceskikkelse, om man vil, den største - Aanden, der taler
ud af dette hans Værk, er ikke mere Renæssancens, ikke mere Humanismens,
ikke fri og harmonisk, ikke Jubel over Livsfylde, men Krav paa Rettergang, netop
den samme mørke, livsfjendske Kirkeligheds Aand, der ved en forunderlig Nemesis
vendte sig imod selve Værket, misbilligede det som Kunstværk, fandt det usædeligt
og irreligiøst, skamskændede det ved at give Figurerne Overtræk, og i sin Fanatisme
tilsidst ødelagde dets Farver.
9
Allersørgeligst er det, at Mesteren over alle Mestre, Michelangelo selv, i sin Alderdoms
sidste Digte saa at sige viser sig enig med Fjenderne af sin Kunst, giver dem en Art Ret
overfor sig. Han havde som en Titan stormet Himmelen. Nu kryber han til Korset, mens
for hans Øren Genklangen lyder af de fromme Vers, Vittoria Colonna istemmer bag
Klostermuren om den humanistiske Videnskabs djævelske Lokketoner. Hun har ogsaa
lovprist dette hans Værk i en af sine teologiske Sonetter: Fra Himlen lyder Basunen,
og hvem der har gjort Ganens eller Lejets Lyst til sin Afgud, indvier Basunstødene til
Undergang. Lasten formaar ikke at skjule sig for det store Lys fra Guds Øje, der trænger
ind til Hjertet. - Vittoria lærer som Michelangelo's Maleri, at Liv og Sæder maa fornyes.
I 1538 havde Buonarroti til Francisco de Hollanda sagt, at den ægte Kunst i sig
selv er ædel og from; thi Intet gør Sjælen saa from og saa ædel som at frembringe
noget Skønt. I 1554 eller 1555 sender han Vasari Afskrift af den Sonet, hvori han
smerteligt beklager som blot Taabelighed at have kaaret Kunsten til sit Livs Guddom og