Michelangelo Buonarroti

Side 286
behandles, saa det udgjorde Ramme og Sceneri om en Verdens-Opvækkelse og et
Verdens-Sammenbrud.
Tankeindholdet var religiøst. Hvad der maatte undgaas var, at Formen blev
teatralsk. Dog her laa for Michelangelo ingen Fare. Intet Bindeled førte fra hans Kunst
som fra den senere Barokkunst til det Teatralske. Han har vel neppe i sit Liv sat sin
Fod i et Teater.
Hvad der ved denne Opgave fængslede ham var heller ikke blot det, at den gav
hans Sjæls Vredesstemning frit Raaderum; men Muligheden for at udfolde Alt hvad
han har i sig af Indsigt og Færdighed ved Fremstilling af Menneskelegemer i enhver
optænkelig Stilling, staaende og gaaende, hvilende og knælende, opadstigende og
nedadstyrtende, roligt svævende, hastigt flyvende, og bøjende sig i hvadsomhelst
Retning, springende, slaaende løs, klatrende, kæmpende i Brydekamp eller i
Nævefægtning. Alle de Erfaringer, han sad inde med, alle de Studier, han havde
gjort, vilde han her faa Anvendelse for. Han fik her en Anledning, der aldrig mer vilde
frembyde sig, til at lægge sin gennem et Liv samlede Visdom for Dagen angaaende
det nøgne Menneskelegems Bygning og Bevægelser, angaaende dets Fremstilling i
de dristigste Forkortninger - bestandig som Udtryk enten for Sjælekamp, heltemodig
Storhed, høj tragisk Følelse, eller som Udtryk for utøjlede Lidenskaber og for enhver
Art Lidelse, Rædsel, Kval og Gru.
Han stod med sin Dyrkelse af Nøgenheden her endnu helt paa Renæssancens
Grund. Hans Følemaade var visselig ikke mere frisk og varm og skønhedsberuset, som
da han i sine unge Dage malte Freskerne paa Kapellets Loft. Han var bleven Virtuos
paa det Omraade, hvor han da havde været Mester. Men han var endnu i sit Inderste
den samme som før. Han saa i det nøgne Menneskelegem den store Kunsts eneste
værdige Genstand.
Han forsmaaede Kostymet saa vel som Landskabet. Og han kunde endog i sine
Engleskikkelser ikke faa det Legemlige korporligt nok. Hans Engle der i den ene Lunet
tumler med Lidelseshistoriens Marterredskaber, slider som desperate Arbejdsmænd
og Haandlangere med det store Kors. Englene i den anden Lunet har deres fulde Hyre
med at rejse den svære Søjle, ved hvilken Jesus blev hudflettet. Man maa frygte for,
at En af dem bliver knust under Søjlens Fodstykke; de baxer med den voldsommere
end Marmorarbejderne i Carrara med en Søjle, der skulde lastes paa en Vogn. Saa
aandigt Æmnet er, saa robust er Behandlingsmaaden.
Men splitternøgne er Engle som Helgener og Mennesker. Det vilde have stridt imod
Michelangelo's kunstneriske Religion at give dem blot en Stump Linned om Lænderne.
8
Vi har af Aretinos Brev kunnet skønne, at den Tid var forbi, hvor Italiens Intellektuelle,
Geistlige som Humanister, fandt Nøgenhed i Kunsten selvfølgelig. Og neppe mer end
fjorten Aar lod man Maleriet i Fred.
I Slutningen af 1541 var Dommedagsfresken fuldendt og blev afsløret. I Maj 1555
besteg den mest lysrædde af alle Cardinalerne, Giovanni Carafa, Pavetronen som
Paolo den Fjerde. Hans første Indskydelse var at lade den hele Freske hugge ned, og
kun med Møje blev han overtalt til ikke at udstede en saa kunstfjendsk Befaling.
I Stedet fik Mesterens talentfulde Elev, Daniele da Volterra, Ordre til at raade Bod
paa Forargelsen ved at give de nøgne Skikkelser Klædebon. Han maatte desuden
ændre den hellige Katerina's og den hellige Blasius's Stillinger, der af Paven ansaas
for anstødelige. Som bekendt blev Daniele af Folkevittigheden i Anledning af denne