Michelangelo Buonarroti

Side 285
Den gamle Adam staar kæmpestor tilvenstre for Kristus, den nye Adam, og sluger
ham med sine Øjne. Nær ham holder sig (formodentlig) den skyldfri Abel, og paa Adams
anden Side nærmest Kristus har den gode Røver faaet Plads. En dejlig Gruppe, vistnok
den store Freskes smukkeste, danner en høj halvnøgen Kvindeskikkelse, sikkert Eva,
der tager en ung Kvinde i knælende Stilling under sin Beskyttelse, idet hun med en
moderlig Haandbevægelse berører det unge (helt paaklædte) Væsens Ryg, der tyer
ind til hende.
Paa højre Side for Betragteren ses nærmest Jesus en Yngling, der kun kan være
Apostlen Johannes; han er Modstykket til Madonna, dog med den Forskel, at han gaar
op i Beskuelse af Jesus, medens Madonna, der blufærdigt og noget forsagt ligesom
kryber sammen i sig selv, hverken skænker Jesus eller nogen anden et Blik, men
ser ned for sig, indadvendt. - Pendant til Adams høje Skikkelse udgør paa højre Side
Petrus's ikke mindre høje og fremtrædende, der med Himmelnøglen i sin Haand synes
at spørge sin Herre, for hvem han skal aabne Himlen?
Spørgsmaalet kommer for sent; thi der er ingen Port mere, og Himlen stormes af
opadstigende Skarer, som stormedes der en Fæstning. Som alt berørt, bliver denne
af Engle med stærke Næver og lidenskabelige Næveslag forsvaret mod dem, der
uberettiget vil trænge sig ind.
Lavere nede under Jesu Fødder aabenbarer sig paa hver sin Side to store
Skikkelser, Laurentius med sin Rist og Bartolomæus, der i sin venstre Haand holder
den Hud, der blev flaaet af ham som Martyr, et i Datiden yndet, men derfor lige
hæsligt Motiv. Bag Bartolomæus ses Hoved og Skulder af en knælende Yngling,
sikkert Apostelen Thomas. Paa Maleriet er dette Hoved som saa mange andre Partier
af Fresken overmalt til Ukendelighed, men paa Marcello Venusti's gamle Kopi af
Værket i Neapels Museum, er Fysiognomiets ejendommelige Skønhed paafaldende,
og Thode's Formodning turde have meget paa sig, at Michelangelo her har villet sætte
sin unge beundrede Ven Tommaso Cavalieri et Minde ved at give den Apostel, der
havde Navn tilfælles med ham, hans Ansigtstræk.
Martyrernes Række fortsættes til højre med den hellige Caterina, der er bøjet over
Hjulet, hvorpaa hun blev pint, og den hellige Sebastian, der knælende holder højt i sin
venstre Haand de Pile, der gennemborede ham.
I Midten under alle disse Skikkelser udfyldes Rummet af de voldsomme Engle
med Basunerne og de to Bøger, Livets og Dommens. Til Venstre de stigende Frelste,
til Højre de nedstyrtende Fordømte i klar og tydelig Composition, indtil Billedets
Grundvold naaes med Opstandelsen fra Gravene tilvenstre for Beskueren, Charons
Baad og Djævlenes haardhændede Modtagelse af dens Passagerere tilhøjre. Yderst
Minos, der omviklet af Slanger staar parat til Dommen over de Forkastede (Dante's
Inferno 21). Efter hvad der fortælles, har Kunstneren givet sin slangepinte Minos den
pavelige Ceremonimester Biagio's Ansigtstræk, fordi denne var den første, der udtalte
Forargelse over de paa Fresken malte Skikkelsers formentlig Ukristelige Blottethed.
7
Den Opgave, der var stillet Buonarroti, var den i sit Væsen uløselige: Alle
Aarhundreders fra Gravene vakte Menneskehed, stillet op til Doms, Ansigt til Ansigt
med den himmelske Dommer, saaledes at denne hele Menneskehed viste sig malerisk
overskuelig og anskueliggjort. Organisationen af Rummet har været hvad det først og
fremmest gjaldt om. Rummet var et rent ideelt som i Dantes Commedia. Det maatte