Michelangelo Buonarroti

Side 284
alle de Malerier af Perugino og Buonarroti selv, der optog Pladsen, fjernes, men to Fag
Vinduer skulde tilmures, og selve Murvæggen skulde tilberedes. Michelangelo lod den
helde en halv Alen frem foroven i Haab om derved at skærme sit Arbejde imod Støv.
Sebastiano del Piombo havde bibragt Paven den Forestilling, at Værket vilde
tage sig bedst ud, ifald det blev et Oliemaleri, og Murvæggen var derfor bleven
behandlet til Modtagelse af Oliefarver. Dette forsinkede Paabegyndelsen af Værket,
da Michelangelo erklærede, at Oliemaleri var Kvindekunst, og at han vilde male
Altervæggen ligesom han havde malet Loftet: al fresco. Muren maatte da tilberedes til
Freskobehandling. Den vrede Kunstner brød derefter for bestandig med sin Protégé,
Sebastiano.
Indtil Foraaret 1536 har Buonarroti kun været sysselsat med Carton'erne, endnu
ikke lagt Haand paa selve Værket. Mellem Midten af April og Midten af Maj 1536 har
han begyndt at male. I Februar 1537 fik han Besøg af Paven, der vilde se, hvorledes
Arbejdet formede sig, og, som vi erfor, svarede han i September 1537 Aretino, at
Arbejdet for største Delen allerede var udført. Bogstaveligt kan dette umuligt tages; thi
først i Oktober 1541 var Værket fuldendt. Men den hele Composition har sikkert saa
tidligt som 1537 været anlagt som den blev ført igennem.
Forunderligt maa det have været for Michelangelo paany at staa paa et Stillads
for at udføre et umaadeligt Freskomaleri i det selvsamme Rum, hvor han 28 Aar
forinden havde lukket sig inde for at male. Og sikkert nok har det været hans Forsæt,
nu at overtræffe, hvad han dengang havde fuldført. Dette er Øjeblikket, hvor han
i sit stille Sind formentlig har vendt alt Hedenskab Ryggen og staar paa Springet
til at kaste sig i sin Frelsers udbredte Favn. Men den Skikkelse, under hvilken
Frelseren først og stærkest aabenbarer sig for ham, er Skikkelsen af en Dommer.
Den oldhebraiske Gengældelseslære med dens Forgudelse af Hævnen som Herrens
væsenligste Attribut, (Hævnen tilhører mig), laa hans Sjæleliv langt nærmere end noget
Kærlighedsevangelium, nogen Lære om Tilgivelse og Naade, Hans Kristus har til sit
atletiske Legem ganske vist fine Ansigtstræk, men Straffedommerens haarde og kolde
Udtryk. Han har ingen Velkomst og intet Smil tilovers for de til Salighed Opstandne
- man kan overhovedet hverken forestille sig ham som huldsalig, eller de saakaldt
Frelste som salige. Paa hans Bud giver massive Engle, der flyver uden Vinger, sig
til at støde i Basuner, eller de kaster Uvedkommende ned fra Himmelrummet, og
paa hans Bud tager Bøddeldjævle sig af de Fordømte, der skal martres. Er Kristus
paa moderne Malerier ofte vammel, saa skal ingen beskylde Michelangelo for nogen
Sentimentalitet. Hans Kristus personliggør Retfærdigheden, som han selv var besjælet
af den, og som han forestiller sig den, og Kristi Gestus udtrykker (efter det Forbillede,
som var givet af de ældre og blidere, men i dette Punkt lige saa strenge Malere) den
dybeste Afsky, kun at denne Afsky hos Michelangelo var anderledes og personligere
følt end f. E,x. hos Fiesole, og ikke som hos denne var behersket af nogen Kærlighed
til Menneskeslægten. Menneskeheden stod, efter at han var fyldt de 60 Aar, for ham
som en i sin Helhed gyselig Bande.
6
Det er dog naturligvis langtfra, at hans Dommedag er bleven, hvad man har kaldt den, et
eneste Hævnskrig. I Himlen er Jesu Disciple og Efterfølgere grupperede, desuden hans
Forfædre fra Adam af nedefter. Her er Patriarcher, Apostle, Profeter, Martyrer, Engle i
Sværme og Grupper, malerisk ordnede, hvor genstridigt Æmnet med dets Hundreder
af Skikkelser end var.