Michelangelo Buonarroti

Side 283
Denne Tegning er Opmærksomhed værd. Den beherskes af Kristi Kæmpeskikkelse,
i Sammenligning med hvilken de øvrige Figurer alle er i mindre Format. Han har
allerede her den fordømmende Haandbevægelse, der nedstyrter i Afgrunden. Men
Madonnas Stilling til ham og hendes hele Holdning er her saare forskellig fra hvad den
bliver i det færdige Værk. Ogsaa hun er her tegnet helt nøgen; men hun bøjer sig,
halvt knælende, frem imod den vrede Søn med udstrakte Arme, anraabende ham om
Barmhjertighed, idet hendes Haand strejfer hans højre Laar.
Mest udført er paa Tegningen Billedets venstre Side, hvor de enkelte Skikkelsers
Stillinger under en Stræben opad, for Manges Vedkommende løser sig ud af de tætte
Figurklynger. Nederst til Venstre er der en Antydning af Vaagnen til Liv; nederst til
Højre skelnes Modtagelsen af en Synder og en i Maleriet ikke der anbragt hovedkulds
Nedstyrtning af Fortvivlede. I Billedets Midte er med svage Blyantsrids skitseret tre
eller fire Engle, der støder i lange Basuner. Iøvrigt er Billedets Midterflade og Rummet
yderst til Højre endnu tomme. Adskillige af de først med Blyant udkastede Konturer er
senere trukne forsigtigt op med Blæk.
Af ganske beslægtet Art, men betegnende et videre fremskredet Standpunkt i
Studierne til Dommedag er et i British Museum opbevaret Blad med Tegninger paa
begge Sider. Paa den ene Side to efter Model udførte store mandlige Hoveder, der
ser ned for sig. Paa Papirets andet Led, naar det drejes, let henkastede Blyantsomrids
af smaa faldende eller kæmpende Figurer. Paa Bladets anden Side gentagne Udkast
til Dommerens mægtigt store Skikkelse, dog uden Hoved, og hen over disse: med rig
Fantasi og stor Finhed udførte Grupper af Helgene. Paa venstre Side adskillige heftigt
kæmpende saakaldte Engle, der med yderste Voldsomhed og vældige Næveslag
driver hele Knipper af nøgne Mænd og Kvinder til Fald gennem Luften ned i Afgrunden
under dem.
Saa mesterlig Skitsen er, saa uhyggeligt er Motivet. Det er, som var den Uvilje
mod Menneskeslægten som uværdig, der i Michelangelo's yngre Dage fik Udtryk i
hans Fremstillinger af Syndfloden og af Historien om Kobberslangen paa Sistinas Loft,
nu steget saaledes med Aarene og deres bitre Erfaringer, at han ikke føler ringeste
Betænkning ved at tildele Himlens Engle et Hverv, der bedre passede for Svartalfer,
det, af al deres Evne at fuldbyrde Straffedommen over en Slægt, der har gjort sig fortjent
til Undergang.
Der findes i Uffizierne endnu en Skitse, let henkastet med Blyant, paa hvilken Kristus
med Minespil og Fagter, der nærmer sig til de sluttelig udførte, men staaende helt
nøgen, udtaler Fordømmelsen, medens den ganske let antydede Maria bøjer sig ind
imod ham, omtrent som paa det tidligste Udkast. Til Højre ses her en stor Klynge
Martyrer, mellem hvilke allerede skelnes Laurentius med sin Rist. De fleste af disse
indtager imidlertid Stillinger, for hvilke der i Maleriet, som det fuldendtes, ikke blev Brug.
5
Om ikke ved Andet var der ét Punkt, ved hvilket en Bestilling, der gik ud paa
et Maleri af Kødets Opstandelse, maatte begejstre Michelangelo, det var dette, at
Nøgenheden her var foreskrevet. Legemerne skulde opstaa, deres Klæder ikke. Det
var da en des forunderligere Absurditet, at netop i Behandlingen af dette Æmne blev
det Nøgenheden, der kom til at forarge de Bigotte.
16. April 1535 fik Tømmermesteren Perino del Capitano fem og tyve Dukater for sin
Opførelse af Stilladset. Dog der var mange Forberedelser at træffe. Ikke blot skulde