Michelangelo Buonarroti

Side 282
Nøgenhed, de Dødes Opstaaen af Jorden, Charon og hans Baad angaar, havde Luca
Signorelli som Forgænger vist Vejen.
Naar Michelangelo imidlertid overtog hele denne teologiske og kunstneriske
Overlevering, var det mindre for at anvende den end for at nyskabe den, støbe den om
til et gigantisk Drama, en Række Kampscener og Lidelsesscener, der tilsammen giver
et Billede af den Menneskelivets uhyre Tragedie, der aabenbarer sig, naar Glemsel
af Kval og Uret er udelukket, naar der ikke mer gives nogen Letheflod, men endnu
Floden Styx, og naar Charon fra Hellenernes stille Færgemand er bleven omdannet til
Etruskernes bøddelagtige Skibsfører paa Underverdenens Vande.
Efter Mytens Grundbeskaffenhed kunde man vente en ligelig Fordeling af Salighed
og Kval. Men hos Michelangelo kommer Saligheden til kort. Gravene aabner sig og
udspyer deres Gru. De Frelste synes snarere at storme Himlen, som man under
Renæssancen stormede en befæstet Borg, end at nyde nogen Gensynsglæde ved
at forenes med de Kære, de i Aarhundreder har været adskilte fra. Den himmelske
Dommer - en Zeus, hvis Holdning minder om den Zeus, der med sit Lyn foraarsagede
Faetons Fald er uendelig meget mindre sysselsat med at frikende end med at
fordømme. Denne Jesus, hvis Kæmpeskikkelse behersker Maleriet, og ved hvis Side
endog hans Moder synes at føle sig forringet og indflydelsesløs, er Legemliggørelsen
af den store Buonarroti's Afsky for alt det Oprørende, han havde oplevet, og af hans
ved Væmmelsen fremkaldte Fordømmelse deraf. Hans Foragt for sin Samtid er saa
ærligt og inderligt følt som den, der inspirerede den store Alighieri, da han anbragte de
Samtidige, der havde miskendt og forvist ham, i sit Inferno. Intet Under, at en engelsk
Protestant har fundet Fresken egnet til Vægprydelse for en Sal, hvor Inquisitorer skulde
holde Møder.
4
Ikke desmindre er Maleriet endnu saa helt og fuldt en Renæssance-Skabning, at netop
Inquisitorer og deres Aandsfæller tog den dybeste Forargelse deraf. Aretino vilde ikke
med saadan Dristighed have anstillet sig oprørt over Skikkelsernes Nøgenhed, havde
han ikke vidst, at nu under Contrareformationen vilde den almindelige Følelse stemple
denne Nøgenhed som vanhellig.
I Michelangelo's Dødsaar udgav Andrea Gilio da Fabiano Due Dialoghi, i hvilke
han angreb ikke blot Skikkelsernes Nøgenhed, men de mangfoldige Afvigelser fra den
kristne Overlevering: Jesu Skægløshed, Madonnas Tilbageholdenhed, da hun dog
burde vise samme Afsky for de Fordømte som hendes Søn, Englenes Vingeløshed,
Djævlenes Afbildning uden Haler og Horn, Anbringelsen af Charon, en Figur fra den
græske Mytologi.
Sikkert tog desuden mangen from Mand og Kvinde det ilde op, at tre Fresker af
Perugino nedreves for at skaffe Plads til alle disse nøgne Skikkelser. Ikke blot selve
Alterbilledet, en Madonna's Himmefart, men Petrus's, ja Jesu Billeder sloges ned,
værdige Malerier, hvor de hellige Personligheder var paaklædte, som Sømmelighed
bød.
I Kunstnerverdenen var imidlertid Perugino da ikke videre agtet, saa Tabet lod sig
bære, især da det var uundgaaeligt, fordi Pladsen maatte frigøres. Mere undrede og
undrer det, at Michelangelo forgreb sig paa sine egne Lunetter, Billederne af Kristi
første Forfædre i Loftsdekorationen, som ofredes for at give Spillerum til de to Grupper
af Engle med Marterredskaberne, som nu indtager den øverste Plads. Disse to Grupper
har fra først af ikke været paatænkte; thi det ældste Udkast til Dommedagsfresken, den
let henkastede Tegning, som opbevares i Casa Buonarroti, har dem ikke.