Michelangelo Buonarroti

1
Dommedagsfresken
Side 280
Michelangelo's Broder Buonarroto, med hvem han vel havde havt smaa Sammenstød,
men som dog var ham kærest af hele hans Familie, var død i 1528. Faderen Lodovico,
til hvem han følte sig knyttet med sønlig Kærlighed, selv om der adskillige Gange var
stærk Uenighed mellem Søn og Fader, døde 90-aarig i 1534, og den store Søn satte
ham et Eftermæle i et Capitolo i Terziner, af hvilke flere Strofer er smukke:
Fra Døden er du død. I himmelsk Vaar
Du kender ikke Dødsfrygt, ej Begær,
Jeg næsten her misunder dine Kaar.
Omskiftelse og Tid, som stedse her
Os uvis Lyst og sikker Kval bereder,
Ej kommer Eders høje Tærskel nær.
Faderens Død bidrog sit til at overrive Baandet imellem Buonarroti og Firenze.
Allerede under sit Ophold i Rom fra Efteraaret 1533 til Foraaret 1534 havde
Michelangelo fra Clemente den Syvende modtaget en Bestilling paa at male
Dommedag paa Sistina's Altervæg, "Englenes Nedstyrtning" paa Indgangsvæggen.
(Det sidste Arbejde blev aldrig udført).
Ved Clemente's Død, i September 1534, optog hans Efterfølger, Paolo den Tredie
Planen til Dommedagsfresken. Da den skyldtes den sidste Medicæer paa Pavestolen,
gav Paolo Afkald paa at se sit Vaabenskjold som Farnese paa Altervæggen. For
sidste Gang maltes da der de tre glorrige Kugler. Mesteren havde alt anlagt Carton'en
under Medicæeren og synes, at dømme efter forskellige endnu bevarede Tegninger, at
have havt Tilbøjelighed til at foretage store Forandringer i den. Men Paolo den Tredie
befalede, at det af Clemente godkendte Udkast strengt skulde følges.
Det oldhebraiske religiøse Fantasteri om en Skaber, der efter Evigheder,
tilbragte i kedsom Ensomhed, havde skabt Jorden og Jordelivet til en Art storstilet
Forbedringshus og Tugthus for Mennesker, derefter misfornøjet med sit Værk havde
foretaget det mislykkede Experiment med Syndfloden, saa endelig selv tilintetgjorde sit
Værk ved en Dommedag, forekom ikke Michelangelo absurd, svarede omvendt til visse
Vredes-Instinkter og Forbitrelses-Tilstande i hans eget Sind. I hans Indre har runget
Thomas a Celano's Hymne:
Dies iræ. dies illa
Solvet sæclum in favilla,
Teste David cum Sibylla.
(Vredens Dag, hin Dag, vil opløse Verden i Aske, som David og Sibylla har spaaet.)
David, som aldrig skænkede Sligt en Tanke! Sibylla, som aldrig har existeret! tilføjer
Renan med Rette etsteds, hvor han anfører Verset. For Menneskene omkring Aar 1500
var der endnu Livskraft i Myten, næsten lige saa megen, som for Dante omkring Aar
1300.
Man klamrede sig til det selvmodsigende kristelige Dogme: Legemet eller, som man
udtrykte det: Kødet, var syndigt, kun Aanden ren og evig; ikke destomindre var Kødets
Forraadnelse og Tilintetgørelse i Graven kun en forbigaaende Tilstand. Der gaves paa
den yderste Dag en Kødets Genopstandelse. Gravene vilde da aabne sig, al deres Gru
drages frem for Lyset paany. De Døde vilde atter iklædes deres længst hensmuldrede