Michelangelo Buonarroti

Side 277
Hvad der hos ham havde været frisk Sanselighed, omsattes nu til religiøs Ekstase. De
erotiske Hjemsøgelser opfattede han nu blot som Forstyrrelser. I hans hele Tankegang
og Følemaade indtraadte en Art Beden om Forladelse for hans Ungdoms hedenske
Kunst. Han troede at gaa op i Kærlighed til Gud. Voltaire har smukt og dybsindigt sagt:
"Kærligheden til Gud er noget Omfattende og Ubestemt, en Grebethed, der ikke har
noget at gøre med vore almindelige Følelser. En Sjæl, der er modtageligere end andre
og har mere Fritid, kan røres saa dybt ved Synet af Naturen, at den helst vilde svinge
sig op til den Herre, der har formet den."
(note: Une âme plus sensible qu'une autre, plus dèsoccupée, peut être si touchée
du spectacle de la nature, qu'elle voudrait s'élancer jusqu'au mâitre qui l'a formée).
I en saadan Stemning har Michelangelo's Sind været rettet paa Jesu Opstandelse.
Maa ske har han først været sysselsat med Tegning af Hovedpersonen alene: Den
Opstandne hilser med udbredte Arme Lyset, idet han, som en Apollon med herculiske
Muskler, farer fra Gravens Mørke op i den friske Luft, medens Ligklædet flagrer som
en Slængkappe om ham (Frey Nr. 8). Han synes mest at udføre en Viljeshandling, dog
samtidigt at drages af en overnaturlig Magt. Det med stor Kærlighed og Omhu udførte
Blad taler ikke til Følelsen, men til Kunstsansen.
Motivet er gentaget og fuldstændiggjort i en anden Tegning. der gør Rede for den
hele Situation med Støtte i Bibelstederne Matthæus 27, 60. 65, 28, 2, 4. Den Hule, Josef
af Arimathia har ladet hugge ind i Klippen, afgiver den mørke Baggrund. Sarkofagen
staar i en skraa Stilling. Soldaterne, ikke mindre end tretten i Tal, besørger skødesløst
deres Vagt; de fleste ligger sovende paa Jorden; en, som har lagt sig til Hvile paa selve
den Sten, der gør Tjeneste som Sarkofagens Laag, kastes til Side, idet Graven aabner
sig, og klamrer sig forgæves til den svære Sten.
Michelangelo har forsmaaet det Træk, at det er Herrens Engel, som vælter
Stenen fra Graven. Den Opstaaende hjælper sig selv uden Engel. Ogsaa her løfter
han i lidenskabelig Sindsbevægelse over Hovedet de Arme, med hvilke han har
sprængt sin Grav. Vogterne bliver, forsaavidt de vækkes, skrækslagne, som fortalt
hos Matthæus. De indtager i deres Nøgenhed alle optænkelige Stillinger, der kan
anskueliggøre Underet, men er ligefuldt grupperede paa virksom og overskuelig
Maade. Der er en Art Ligevægt imellem Sammenstillingerne. Baade til Højre og
til Venstre for den Opstandnes mægtige Kraftskikkelse gør en Pyramideform sig
gældende i Grupperingen.
Vemodigt er det, at under den ligesom pligtskyldige Sysselsættelse med bibelske
Æmner, kan Michelangelo blive - hvad der laa hans Væsen saa fjernt - en Smule
vedtægtsret og kedelig. Der er en Isaks Ofring (hvor baade den langskæggede Gamle
med Kniven og den unge Søn spejder ud efter Frelsen) som ikke er ny. Der er flere
Blade, som, skønt Tegningerne synes overarbejdede af Elever, utvivlsomt i deres
Anlæg stammer fra Mesteren selv, paa hvilke Buonarroti har stræbt at fremstille
Forkyndelsen til Maria paa original og selvstændig Maade, uden at der er kommet stort
ud deraf. Baade Maria og Englen optræder hos Michelangelo saa kraftigt byggede, at
de maa kaldes drøje.
Paa Blad Nr. 190 ses Maria knælende ved sin Bedepult. Hun vender sig til Venstre
for ydmygt at lytte til en usynlig Engels Forkyndelse. Dragtens uskønne Fold imellem
hendes Ben og det Fortegnede i Skikkelsen tyder paa, at Compositionen, som vi har
den, ikke er ægte, maaske er en af Sebastiano del Piombo udført Gentagelse. Paa Blad
Nr. 259 støtter Maria sin Albu til den høje Bedepult. Englen svæver ind imod hende.