Michelangelo Buonarroti

Side 276
Michelangelo og Vittoria. Det er udelukket. Hun har hurtigt vist enhver Tilnærmelse fra
ham tilbage, lader ham endog, da han nærmer sig 70 Aar, vide, at han ikke mere skal
skrive hende til, da hun ikke vil svare. Hun skrev (vist 1543, men udateret):
"Høje Messer Michelangelo. Jeg har ikke tidligere besvaret Eders Brev, fordi dette
i visse Maader var Svar paa mit. Dersom I og jeg fortsætter med at skrive, saa maa
jeg her forsømme den hellige Catarinas Kapel, kan til de fastsatte Timer ikke indfinde
mig i Søstrenes Selskab. Og I maa afbryde Arbejdet i San Paolo Kapellet, kan ikke før
Dagens Frembrud underholde Eder med Eders Malerier, der taler ikke mindre naturligt
til Eder end de levende Skabninger, der omgiver mig. Saaledes vilde vi begge forse
os, jeg imod Søstrene, I imod Kristi Statholder. Da jeg nu kender Eders standhaftige
Venskab og ved kristelige Baand befæstede Hengivenhed for mig, tykkes mig, jeg
ikke ved mine Breve behøver at aflægge noget Vidnesbyrd, men kan, aandelig beredt,
afvente en Lejlighed til at tjene Jer, idet jeg sender en Bøn til den Herre, om hvem I ved
min Afrejse fra Rom talte saa varmt og ydmygt. Jeg vil bede ham lade mig genfinde
Eder med hans Billed fornyet i Eders Sjæl ved sand, levende Tro, saaledes som I har
malt ham paa Maleriet af min Samaritanerinde."
Der er, som man ser i denne kunstlede Brevstil og denne overdrevne Devotion intet
Spor af et Venskab, der har erotiske Følelser til Baggrund eller til Fortid. Ingen Nonne
kunde fuldstændigere end hun have forsaget enhver Følelse, der ikke var rent aandig.
Des stærkere blev den aandelige Indflydelse, Marchesaen kom til at udøve over
Buonarroti. Den er udtrykt med poetisk Sværmeri i Madrigalen "Un uomo in una donna,
anzi uno dio", der foreligger i to Redaktioner: "En Mands Aand i en Kvindes Legeme.
Ja, en Gud taler igennem hende. Ved at lytte til hendes Ord er jeg bleven saaledes
greben, at jeg aldrig mere kan blive min egen. Hendes skønne Aasyn sporer mig til
at stræbe ud over Verdens forfængelige Attraa, saa jeg kun ser Død i enhver andens
Skønhed. O, Kvinde, du, der fører Sjælen til den evige Salighed ved Vand og Ild (ved
dine Taarer og din Medfølelse), lad mig aldrig mere vende tilbage til mig selv!"
Som det ses, er dette Udtryk for en fuldstændig Omvendelse i Betydning af
Bortvendelse fra Selvet.
Hidtil havde Michelangelo betragtet det som en Selvfølge, at enhver Skønhed,
han saa, maatte han elske. Han havde kun gaaet ud paa at lutre de engang givne
Drifter og Følelser. Hans stærke Sanselighed havde gjort ham ligegyldig for kristelig
Forsagelseslære. Han fornam desuden dunkelt, ingenlunde bevidst, Kristendommen
som en Modstander af hans hele kunstneriske Stræben og hans i Virkeligheden
hedenske Livssyn.
Nu vaktes under Paavirkning af Tidsalderens Omslag og Vittoria's Personlighed
Anger hos ham og Tvivl om hans Kunstnerkalds Værdi. Han begyndte at klamre sig til
de Idealer, den ham i almen Dannelse overlegne Kvinde forkyndte ham. Hun henviste
ham til Kristendommen som til den Magt, ved hvis Hjælp han vilde overvinde de lavere
Drifter, som han stundom ikke havde formaaet at beherske. Og han begyndte nu at
bedømme sin glorrige Fortid med sneversindet Strenghed; ja, han stemplede de herlige
Antiker, der havde været hans Ungdoms Forbilleder, som Afguder og saa tilbage paa
sit Liv som paa en Kæde af forvirrede Lidenskaber. Han gjorde Bod med en Skikkelse
som Rachel paa Pavemonumentet, efter at have fjernet de trodsigt tragiske Fanger
derfra. Han skrev bodfærdige Sonetter, og han udførte - tildels udtrykkeligt for Vittoria
Colonna - en Række fromme, evangeliske Tegninger.
14