Michelangelo Buonarroti

Side 275
iHan havde jo hele sit Liv været en god Katolik, forsaavidt han hverken var berørt af
Humanisternes teoretiske Hedenskab eller af Lutheranernes Pavefjendskab.
Men hans inderste Væsen som Kunstner havde været en eneste levende
Protest mod Kristendommens Naturfornegtelse og imod Opfattelsen af det nøgne
Menneskelegeme som noget, hvorover man burde blues. Ubevidst havde han som
Kunstner været Hedning indtil Marven.
Det er hans oprindelige, mer eller mindre religiøse, Anlæg uvedkommende, at
han med sin rige stærke Kunstnernaturs lidenskabelige Temperament ogsaa sit Liv
igennem var gennemtrængt af en kraftig Sanselighed. Ikke i et Øjebliks Lune, men
som en Bekendelse, er det Digt skrevet (Al cor di zolfo, alle carne di stoppo), hvori
det hedder: "Naar Ens Hjerte er Svovl, Ens Kød tjæret Værk, Ens Knokler tørt Ved,
Ens Sjæl uden Ror eller Tøjler, naar Attraa og Begær kun er altfor rede, den blinde
Fornuft snublende og svag overfor de Faldgruber, af hvilke Verden er fuld, er det da at
undres over, at En i et Nu staar i Luer ved den første Ild, han møder?" Atter og atter
kommer Michelangelo tilbage til, at Alderen ingenlunde, som han havde haabet, har
slukket hans Sansers Brand. Der kan da fornuftigvis ikke næres nogen Tvivl om, at da
han 6o Aar gammel for første Gang traf den da 45-aarige, endnu overordentlig smukke
Vittoria Colonna, der, begejstret for hans Kunst, kom ham i Møde, saa har han flammet
op i erotisk Sværmeri. Der foreligger et talende Vidnesbyrd derom i Digtet:
"D'altrui pietoso e sol di se spietato". Dette Digt lader sig datere, da der paa Papirets
Bagside findes et Brev fra Pierantonio (Cecchini) i Rom til Michelangelo, Foraaret 1535.
Der er en ildfuld Sanselighed i dette Digt. Michelangelo sammenligner sig her med
en Silkeorm, der døer til Gavn for Mennesket. Saaledes vilde han gerne dø for "sin
Hersker", hvad i dette Tilfælde efter hele Sammenhængen og de enkelte Udtryk vil sige
for "sin Dame", og Ordet Colonna, der noget tvungent er indført, levner ingen Tvivl om,
hvem der er ment. Han vilde gerne give sin Hud til en "Gonna", en lang Kvindedragt,
som Dagen igennem kunde ligge om hendes skønne Bryst og bære de to snehvide
Høje; han vilde være Sandalerne, der afgav Basis og Søjle (Colonna) for det skønne
Legeme:
O fussi sol la mie l'irsuta pelle,
Che del suo pel contesta, fa tal gonna,
Che con ventura stringe si bel seno,
Ch'i' l'are' pure il giorno; o le pianelle,
Che fanno a quel di lor basa e colonna,
Ch'i' pur ne porterei duo neie (neve) almeno.
Fru Martha Benzon hævder i sit Skrift om Michelangelo, at det maa kaldes en Ære
og Triumf for Marchesaen af Pescara, i hendes Alder at have vakt saa glødende en
Følelse. Med stor Tapperhed bekæmper den afdøde danske Forfatterinde de dydzirede
Kunsthistorikeres Paastand, at Michelangelo's Erotik var blodløs. Hun imponeres ikke
af, at Vasari i Buonarroti's høje Alderdom siger, han førte "una santa vita" eller af, at
Condivi taler om "continenza sua", hans Maadehold, "tanto nel coito quanto nel cibo",
saavel i Erotik som i Mad og Drikke. Hun gør opmærksom paa, at disse Udtalelser af
hans Samtidige fremkommer, da han var mellem 70 og 80 Aar gammel, og at disse
Samtidige intet kunde vide om hans Ungdoms Lidenskaber. Det er ogsaa morsomt,
naar hun, med Henblik paa Frey's Misbilligelse eller Omfortolkning af den nysnævnte
Sonet, siger, at de tyske Filologer gerne kastrerer de store Mænd.
I ét Punkt tager hun imidlertid sikkert fejl. Det er naar hun tænker sig Muligheden
af, at der - om saa blot i nok saa kort Tid - har bestaaet en erotisk Forbindelse mellem