Michelangelo Buonarroti

Side 273
om hans enestaaende Evne til Composition. Harmonisk er Gruppen af de springende
og løbende afsluttet med den Yngling, der er snublet, men i knælende StilUng med
fremstrakt venstre Ben udsender Pilen fra sin Bue paa nærmeste Hold.
Der er endnu en Tegning af Michelangelo, der bør nævnes fordi den er af
enestaaende fantastisk Art. Det er den, som med Rette fører Navn af Drømmen og som
findes paa Slottet i Weimar; den blev alt paa Buonarroti's Tid stukket i Kobber og udført
som Maleri af Bronzino. Kopier findes i Londons Nationalgalleri og i Galleriet i Wien.
I en saare skøn Stilling siddende paa et aabent Fodstykke, tilbagelænet og med
begge Arme støttede til en mægtig Globus, er en Yngling netop bleven vækket af sin
Søvn, idet en bevinget Engel, der kommer hovedkulds farende ned fra Himlen med
sine smukke Ben lige i Vejret, har anbragt sin Basun ved hans højre Øre.
Omkring ham ses som i Taagesyner en Mængde, i lille Format udførte, Grupper, der
udtrykker hvad der i Drømmen har optaget den Slumrendes Sind, alle de mangehaande
Arter af Begær, der opstaar i Sjælen, naar den er ubevidst. Der er kæmpende
Grupper, som personliggør Stridslysten og Attraaen efter Magt. Der er Grupper som
anskueliggør Attraaen efter Rigdom, og der er Mænd og Kvinder, der med Vildskab
parres. Alle Lyster og Laster afsløres her.
Inde i det aabne Fodstykke øjnes en fem eller sex forskellige Masker, der maaske
betegner, at naar Basunen lyder, nødes Menneskene til at aflægge de Masker, de til
daglig bærer. En eller Anden har udtalt den lidet sandsynlige Formodning, at Buonarroti
med denne Tegning har villet give sin Opfattelse tilkende af, hvorledes det saa ud i
Pietro Aretino's Indre.
Han har uden Tvivl havt det ubevidste Liv som almenmenneskeligt for Øje og villet
gengive hvad det ufrivilligt røber.
12
For Michelangelo var Tegnekunsten jo alle Dage en Kunst, han betragtede med en
vis Ærefrygt; den var for ham det fælles Ophav til Maleri, Skulptur og Arkitektur; han
betragtede Mesterskabet i den som Betingelse for alt andet kunstnerisk Mesterskab.
Han opgav den først, da i hans høje Alderdom hans rystende Haand ikke lystrede ham
længer.
Man kan skelne flere Tidsafsnit i hans Maade at drive Kunsten paa. Han begynder
i Pennetegning med tæt til hinanden liggende Streger, der krydser hverandre i
Skyggerne, og han angiver med pinlig, næsten smaalig Nøjagtighed den ydre Form
som den indre Modellering. Derefter følger, som i den nysbeskrevne Tegning af en
siddende Kvinde i British Museum, en friere Maade at føre Pennen paa med bredere
Streg i Curver og Spring, dog helt plastisk uden Iagttagelse af Lysets Spil. Saa i
Begyndelsen af det 16. Aarhundrede gør hos Buonarroti den maleriske Tegnemaade
sig gældende, og han opgiver gerne Pennen for Rødkridtet og Sortkridtet, lægger
mindre Vægt paa Omridset end paa Overgangene fra Lys til Skygge, og formaar med
det bløde Kridt at give Skyggerne Dybde og Halvtonerne en Art Farveskær.
Der var vistnok under Indflydelse af Vittoria Colonna, at han gav sig til Behandling af
kristelige Æmner i tilnærmelsesvis kristelig Aand. En almentmenneskelig, kunstnerisk
Interesse havde ogsaa tidligere ført ham til disse Æmner som til Æmnerne af det Gamle
Testamente. Dog var det, saavidt skønnes, før Bekendtskabet med Marchesaen af
Pescara i Regelen Bestillingernes Art, som paa dette Felt betingede Æmnevalget.
Efter Erobringen af Firenze udtalte den sejrrige Fjendes General, Alfonso d'Avalos,
meget indtrængende Ønsket om at komme i Besiddelse af et Maleri, en Kulskitse eller