Michelangelo Buonarroti

Side 272
Bueskytterne (arcieri), en med den største Omhu som med den største Friskhed udført
Tegning fra Aar 1530 (som Brudstykket af et Brev paa Bagsiden angiver det) vil fremfor
Alt meddele Indtrykket af en Sværm parallelt fremadstræbende unge nøgne Skikkelser
i flyvende Fart, i Løb, i Spring, i Svæven. Stillingerne, de smidige, stærke Rygges
og Bens, de fremstrakte Armes, motiveres ved at de sigter med (forøvrigt udeladte)
Buer imod et Maal, de vil ramme med deres Pile. Og Maalet er en længst tilhøjre
staaende Herme, hvis smukt modellerede Overlegeme er nøgent, men foran hvilken
der er anbragt et aflangt Skjold, mod hvilket Pilene rettes, dog ikke bedre, end at en
har truffet Hermen i Bugen, en anden sidder fast i Piedestalen.
Med Lyst har Michelangelo udført disse Ynglingers slanke solbelyste Rygge, der
lyser som paa en græsk Palæstra. I Ynglingenes Sværm har blandet sig nogle
unge, ikke meget forskelligt byggede Piger, en langt tilvenstre, en øverst tilhøjre, hvis
Køn egentlig kun røbes af det lange, i Fletninger vundne Haar. Øverst til venstre
optages et ledigt Rum af en satyrlignende Mand med en Bue i sin Haand. Paa begge
Sider forneden er det udfyldt af Børneskikkelser, tilvenstre to, der paa en oftere hos
Kunstneren forekommende Maade bringer Ved og puster til et Baal, hvorpaa der
maaske brændes Pile, tilhøjre en dybt slumrende Amor med Hovedet lænet til en Pude
og med en lang Bue over sine Knæ. Hans Kogger ligger foran ham.
Der er af Frey opdaget et antikt Forbilled til Gruppen, forsaavidt der paa et Felt i det,
tildels allerede paa Michelangelo's Tid, afdækkede Loft i Nero's Hus findes Hermen
med Skjoldet og fem Skytter, hvilket Felt Francisco d'Hollanda har aftegnet. Desuden
gives der forskellige literære Kilder til Tegningen som Allegori. Conze har opdaget
et Sted i Lukianos' "Nigrinus", hvor Menneskesindet sammenlignes med en Skive, til
hvilket mange Skytter sender Talens Pile. Andre har ment, at Allegorien skulde forestille
Menneskene, der ledede af deres Drifter gør Jagt paa den falske Lykke og under denne
Jagt ligner Bueskytter. Hos Lukian er der imidlertid Tale om de gode og de daarlige
Skytter, om de Pile, der naaer Maalet eller ikke naaer det. Det Ord, der griber Sjælen,
sammenlignes med det Skud, der rammer Skiven i Midten; det opfylder Sindet med
Lyst.
Thode har desuden gjort opmærksom paa et Sted i Marius Equicola's "Libro di
natura d'amore", hvorefter Allegorien skulde gælde Modsætningen mellem jordisk
og himmelsk Kærlighed. Derved vilde Amors Nærværelse som slumrende Bueskytte
blandt de mange vaagne og ildfulde være lidt nærmere ved en Fortolkning. Saavel
Thode som Symonds har til Oplysning hiddraget et Digt af Michelangelo: "Non é sempre
di colpa aspra e mortale".
Denne Sonets to Terziner om himmelsk og jordisk Kærlighed bruger ogsaa
Bueskydning som Lignelse:
L'amor di quel ch' io parlo in alto aspira,
Donna, è disimil troppo; e mal conveniensi
Arder di quella al cor saggio e verile.
L'un tita al cielo e l'altro in terra tira;
Nell' alma l'un, l'altr' abita ne sensi,
E l'arco tira a cose basse e vile.
At Michelangelo efter sin Vane har givet denne Tegning en sjælelig Udtydning, er
utvivlsomt. Men lige saa utvivlsom er Ligegyldigheden af hvad denne Tegning betyder.
Dens Værd afhænger i ingen Henseende deraf. Den er et Udslag af Buonarroti's
Glæde ved Synet og Fremstillingen af en Flok unge, mest mandlige, Legemer,
forskelligt drejede og vendte, i livfuld, stærkt anspændt Bevægelse og et Vidnesbyrd