Michelangelo Buonarroti

Side 271
Paafaldende smuk og beslægtet med enkelte af de ovennævnte er en Tegning i
Uffizierne, der forestiller en høj, stolt Kvinde set i næsten hel Profil. Hendes udmærket
skønne Ansigt har et Udtryk af Had og Foragt, som vibrerer i Næsefløjene og former
den fyldige, dejligt tegnede Mund og den store, kraftigt formede Hage. Skikkelsen
er paafaldende ved de stærkt udviklede Bryster, som paa Grund af Legemets lette
Drejning begge er synlige. Det Stof, der dækker dem, er saa tyndt. at det virker
som var de blottede, og Brystvorten tydeligt ses. Ogsaa hun synes at skulle forestille
en Dronning; hun bærer et Pandebaand, som i Midten holdes sammen ved en stor
Ædelsten. Paa Hovedet har hun en Halvhjelm med stor krum Hjelmkam, der følger
Nakkens Krumning og først, hvor Halsen slipper, bøjer sig udad. Til Dragten hører en
høj Nakkekrave, og det hele Kostyme har et sært exotisk Snit.
Bag Kvindeskikkelsen øjnes tilvenstre et bedrøvet Barn, tilhøjre en Mand med et
barsk og fjendtligt Udtryk. Dette Mandshoved, der kun er indlagt med lette Omrids,
medens Kvinden er paa det omhyggeligste modelleret i hver Enkelthed, synes hende
uvedkommende, ser ikke paa hende, saa lidet som hun paa ham. De udgør paa ingen
Maade nogen Gruppe med hinanden. Ifald dette Hoved ikke ved en blot Tilfældighed
er blevet tegnet paa samme Blad som den skønne, vrede Dronning, træffer muligvis
Justi's Forsøg paa en Fortolkning det Rette, at Tegningen forestiller Mariamne, opfyldt
af Foragt for Herodes' utaalelige Skinsyge og for den Grusomhed, der har faaet ham
til at slaa hendes Broder ihjel. Det skitserede Mandshoved skulde da være fremkaldt
ved Forestillingen om Herodes.
Josephus fortæller, at da Mariamne havde skænket Antonius sit Portræt, udraabte
denne, at hun maatte være Datter af en Gud. Boccaccio havde i sin Bog om de berømte
Kvinder brugt Vendingen: più celestiale imagine che donna.
Herodes skal to Gange have givet sin Moder hemmelig Befaling til at lade Mariamne
dræbe, hvis det gik ham galt, første Gang, da han var stævnet af Antonius til Laodikea
for at aflægge Regnskab for Mordet paa sin Svoger, anden Gang, da han rejste til
Octavian for at opnaa Tilgivelse for sit Forbund med Antonius. Han kunde nemlig ikke
udholde Tanken, at hun kom til at tilhøre en anden. Da Mariamne erfor ogsaa den sidst
givne Befaling, mindedes hun alt det Onde, Herodes havde tilføjet hendes Slægt og
følte dødeligt Had. Hun vilde ikke mere leve sammen med ham, og gik stolt til Skafottet.
Hans Anger var saa heftig, at Livet fra da af blev ham Kval.
For Fuldstændigheds Skyld bør endnu nævnes en Tegning, der som allegorisk har
ringere Interesse. En høj fornem Kvindeskikkelse af Michelangelo's sædvanlige Type
sidder og ser ind i et Spejl. En større Dreng overfor hende har taget en skægget
Satyrmaske paa og holder den i omvendt Stilling for sit Ansigt. Den smukke, vel
otteaarige Dreng, der støtter sig til Moderens Knæ, afviser ham uforskrækket, men
den ganske lille er i sin Angst tyet om bag Moderens Stol, der synes en Trone med
Løvefødder. Damen her har ingen Lighed med den Kvinde, der ser ind i et Spejl paa
Sistinas Loft i Lunetten Naasson.
Denne allegoriske Skikkelse synes mindre fordybet i sit eget Billede end i de
Forestillinger, det fremkalder i hendes Sind. Et og andet kan henlede Tanken paa
de af Børn omgivne Sibyller i Sistina. Mest paafaldende er her imidlertid en Masse
Laan fra Antiken; det Hele ligner en Mosaik af Figurer hentede fra Gemmer eller
Vægdekorationer. Hvad Billedet betyder, ifald det betyder noget bestemt, er saare
uvist. Ser den alvorlige Kvinde ind i Livets Spejl? Skimter hun Alderdommen, der for
Børnene blot er Leg og Maske?
11