Michelangelo Buonarroti

Side 270
med en Agraf holdes sammen over Panden. Dog hvad det her kommer an paa, er
Hovedets Udtryk. Dette er opmærksomt, alvorligt iagttagende, grublende. Saa langt
det er fra at være drømmerisk, saa meddeler det dog den Forestilling, at der foregaar
noget i denne Kvindes Sind. Indtryk, hun med sin næsten spejdende Opmærksomhed
modtager fra Omverdenen, har sat hendes Sjæleliv i Bevægelse. Det er, som fødtes
der i hende en truende Vrede. (Frey, Blad 184, British Museum).
Paa Bladets Bagside: En ung, staaende Kvinde i sarte Blyantsomrids.
Det yndige, men kraftige Hoved med dets fine Oval og den smalle stærke Næse,
Øjnene med det blide, sænkede Blik er helt gennemtegnede og udformede. Saa
utvivlsomt der ogsaa i denne Kvindes Sind raader dyb Alvor, den fortoner sig dog i en
blidere Kvindelighed end hos Michelangelo ellers.
Et af Buonarroti's mest tiltrækkende, grundigst studerede og ved Haarsætniagens
Kunst, Hovedbeklædningens Besynderlighed, mest bekendte Kvindehoveder er gaaet
tabt i Originalen, men forefindes i flere med Omhu og Ængstelighed i Stregføringen
tegnede Kopier. Hovedet er blevet betegnet som tilhørende en Zenobia paa Grund af
Hovedsmykkets exotiske Præg; det har ogsaa - omend med Urette - baaret Vittoria
Colonna's Navn. Paafaldende er dels den Omstændighed, at den svære Fletning, som
falder ned i en Bue og er befæstet ved Nakken, synes tykkere ved Enden end ved
Haarroden, dels den skælbedækkede, fjærsmykkede Hue, der som en let silkeforet
Hjelm skjuler en Del af Haaret.
Profilen er skøn og streng med lang lige Næse, dybtliggende, roligt skuende Øjne.
Hovedet har en vis fyrstelig Holdning, ligesom opstaaet ved Vanen til at betragtes med
Ærefrygt.
De Samtidige var betagne af disse Tegningers Skønhed. Vasari fortæller, at
Michelangelo forærede Gherardo Perini tre Blade med guddommelige Hoveder, og at
de kom i Storhertug Francesco's Besiddelse "der bevarede dem som kostelige Juveler,
hvad de ogsaa er". Cavalieri paa sin Side har saa sent som 1562 foræret Hertug
Cosimo Tegningen af Kleopatra. Den Billet, der ledsagede Gaven, og som vi endnu har,
fremhæver dens umaadelige Værdi. Kleopatra hørte til en Række forbausende Blade,
tegnede med hvid og sort Lapis. De kom senere ad forskellige Veje til Kunstsamlere,
medens nogle bevares i Uffizierne.
Kleopatra synes tegnet mellem 1501 og 1504. Originalen er desværre gaaet tabt;
men der existerer tre Kopier, den bedste i Casa Buonarroti. (En Afbildning i Thodels
Michelangelo. 3. Binds anden Afdeling. S. 500). Den uforglemmelige Tegning synes
fremkaldt ved Piero di Cosimo's Portræt af Simonetta Vespucci (nu i Chantilly), med
hvilket det har ikke ringe Lighed. Kleopatra, der er fremstilt som Brystbilled, drejer
sig til Venstre, men holder sit underfulde Hoved, der iøvrigt i ingen Henseende
ligner den virkelige Kleopatra's, saaledes at hun ser til Højre. Legemets Idealform,
den stærke Hals med dens henrivende Linier, besnærende endog i Dødens Stund,
det mægtigtskønne Dronningehoved med de store vemodige Øjne og den halvt
tungsindige, halvt sanselige Mund, er fremstilt i det Øjeblik, da en lang Snog, hvis Hale
spræller udfor den højre Skulder, har snoet sig helt om det dejlige Legeme og bider ind
i dets blottede venstre Bryst. Indtrykket af noget Fyrsteligt er forstærket ved en ganske
særegen Haarsætning, kransformede Fletninger over det rige Pandehaar og fra Issen
en Haarfylde, der staar i Vejret som en Flamme.
Det er ikke umuligt, at Buonarroti i italiensk Oversættelse har kendt Boccaccio's
Skrift om berømte Kvinder og deri har fundet en Tilskyndelse til en og anden Tegning,
han saa har udstyret med østerlandsk Hovedtøj.