Michelangelo Buonarroti

Per San Cosma e Damiano
ogni male sia lontano.
Side 27
Cosimo blev bestemt for Forretningslivet, men fik en flersidig Dannelse, lærte
Landbrug, fik Sans for Literatur og Videnskab. 24 Aar gammel tog han en Hustru af
Familien Bardi, der oprindeligt af ringere Byrd dengang regnedes til Adelen.
Da Pave Giovanni den Treogtyvende lod sig overtale til sin Rejse til Conciliet i
Constanz (ved Bodensøen) var Cosimo blandt hans Ledsagere vel som finansiel
Raadgiver. Conciliet afsatte Paven og holdt ham fangen i Heidelberg, til han
betalte en stor Sum i Løsepenge. Pave Martin den Femte fortrængte ham.
Medici'erne optog Giovanni den Treogtyvende i Florents. Giovanni di Bicci var en af
hans Testamentfuldbyrdere. I Baptisteriet findes et skønt Mindesmærke over ham,
Broncestatuen af Donatello, Marmorpartierne af Michelozzo. Betegnende nok hindrede
det venskabelige Forhold til denne Pave ikke et senere, lige saa venskabeligt Forhold
til Modpaven Martin den Femte.
Dog efter Giovanni den Treogtyvende's Fald havde Cosimo forklædt forladt Florents,
og han opholdt sig nu et Par Aar i Tyskland og Frankrig. Saa blev han tilbagekaldt og
udnævntes til sin Fødebys Gesandt i Milano, i Lucca, i Bologna, kom som saadan i
1426 til Rom.
Ved sin Faders Død var Cosimo fyrretyve Aar gammel og havde vist sig behændig,
virksom, forsigtig, syntes udpeget til Fører for Modstanden imod Optimatpartiet med
Rinaldo Albizzi, Nkcolo da Uzzano, Palla Strozzi i dets Spidse. Dog Giovanni di Bicci
havde altid skyet Stillingen som Partihøvding, og Cosimo skyede den som Faderen.
Albizzi'erne havde før Medici'erne været om ikke den herskende Slægt, dog den
mest ansete. Siden 1282 havde 98 Medlemmer af den siddet i Priorernes Magistrat
og 14 af dem været Gonfalonierer. Efter nogen Tids Forvisning var de 1381 blevne
kaldte tilbage. Den sidste af dem, der regerede, tilmed grusomt, som Dictator, var Maso
(Tommaso) Albizzi, der døde 1417. Sønnen Rinaldo blev brugt til Ambassadør og til
et halvhundred offenlige Hverv rundtom i Italien, var retsindig, men hovmodig. Saa
længe han havde den kloge og maadeholdne Niccolò d'Uzzano ved sin Side, holdtes
Rivaliteten mellem Rinaldo og Cosimo i Tømme.
Ligevægten i Firenze forstyrredes, da Rinaldo efter Uzzanos Død vilde tugte Lucca,
som havde taget Parti for Viscontierne i Milano. Florentinerne udrettede intet, og deres
store Arkitekt Brunellesco mistede ved Belejringens Uvirksomhed sit Ry som Ingeniør.
I 1433 blev Cosimo stævnet for Signoriet. Men dèr blev han holdt tilbage som Fange.
Hovedanklagen var: Forræderi under Krigen mod Lucca. Cosimo's Ven, Feltherren
Niccolò da Tolentino, red imod Florents, men betænkte sig og skred ikke ind. Cosimo
frigjorde sig ved Bestikkelse af Gonfalonieren. Han blev forvist til Padova paa ti Aar,
Broderen Lorenzo paa fem Aar til Venezia. Baade i Padova og i Venezia fik Cosimo en
glimrende Modtagelse, som var han en Gesandt, ikke en Forvist.
Hele hans Udlændighed varede et knapt Aar. Thi da Rinaldo Albizzi vilde hævde
sig ved Vaabenmagt, lod Signoriet Stormklokkerne gaa. Han forvistes med 70 af hans
Partigængere, Cosimo og hans Fæller kaldtes tilbage.
For ikke at vække Opsigt red Cosimo nu hjem ad en Omvej, og ikke til sit Hus, hvor
en Folkemængde ventede ham, men til Palazzo Vecchio. Byen forholdt sig rolig; den
havde fra da af indtil videre Dynastiet Medici i sin Spidse. 1. Januar 1435 blev Cosimo
Gonfaloniere.
13