Michelangelo Buonarroti

Side 269
ren Profil. Om Hovedet ligger et Diadem, Som Oldtiden forstod Ordet, et Pandebaand,
dog maaske omfattende ædelt Metal, siden det rejser sig med to høje Kanter over
Panden. Fra det falder et lille Baand ned foran det smukt tegnede Øre, hvori der hænger
en Ørenring med en cirkelrund Sten. Haaret er helt omvundet med Bændler, der er
samlede ved et bredere Baand. Kun i Nakken fremtræder en lille Dusk Haar.
Dette Hoved var det første Værk af Michelangelo, der kom disse Liniers Forfatter for
Øje (1860) og nogle Aar igennem, da Reproductioner af Kunst var vanskelige at faa fat
paa, eftersom Fotografien - nylig opfundet - først da blev anvendt til Genfremstilling af
Tegninger, var det alene dette Hoved, der vedligeholdt og bevarede Forfatterens dybe
Indtryk af Dens Storhed, som havde tegnet det. Da mange Aar efter J. P. Jacobsen
saa det, skrev han til det et Digt, som er blevet berømt i dansk Literatur: Tog Bølgen
Land?, et Digt, der dog mere spejler Digterens end Michelangelo's Følemaade.
En skønhedselskende Yngling forstod allerede 1860, at denne Hals var uden Ynde,
at dette Haar, som maaske havde været rigt og skønt, dersom det havde faaet Lov
at boltre sig frit, ved en Strenghed, der virkede som Afsky for blot den uskyldigste
Behagelyst, var blevet nonneagtigt ukendeliggjort. Men selve Profilen fortryllede,
begejstrede som et Vidunder af Højhed, Alvor og Sorg. Denne Kvindes Livserfaring var
trods hendes Ungdom afgrundsdyb. Og Afgrunden laa mellem hende og det Lave.
Hun er lutter aandelig Adel, og hendes Mistro til Menneskene er dyb, som hendes
rolige Selvfølelse er høj. Dog mest er det Sorg, som spejler sig i hendes Ansigt, Sorg
over Tab, hun har lidt, eller Sorg over den Ensomhed, hvori hun føler sig stedt, eller
Sorg over en haabløs Fremtid. Udtrykkets Alvor er saa gribende, at det præger sig
uforglemmeligt ind.
Der er neppe engang en nok saa svag Lighed mellem dette Hoved og de Hoveder
i Sistinas Loft, hvortil forskellige Kunstskribenter har ment, det har tjent til Model.
Hverken den skønne Yngling med det kvindagtige Hoved tilhøjre i Eleazar-Mathan
Lunetten eller den unge Moder tilvenstre i Manasse-Amon Lunetten har nogensomhelst
virkelig Lighed med dette storladne Aasyn, der visselig er blevet til for sin egen Skyld,
ikke som Forstudie til noget andet.
Aldeles urimeligt er det, som andre Kunstforskere har gjort, at sammenligne en
Kvinde som denne med Ariosto's Heltinde og Mønsterkvinde Bradamante. Der fører
ingen Vej fra Michelangelo til Ariosto; det er end ikke sandsynligt, at den store
Billedhugger har anerkendt den store Digter, der dog som han var Vittoria Colonna's
Beundrer. Des mer tjener det Ariosto til Ære, at han har skrevet den skønne Linie:
Michel più che mortal, angel divino.
En anden Urimelighed, som fremragende Kunstkendere har indladt sig paa, er
at betragte disse heroiske Kvinder af Michelangelo som en Art Paralleler til visse
uforfærdede Kvinder i Datiden, paa hvilke Caterina Sforza gælder for det mest
typiske Mønster. Vist var hun uforfærdet, desuden stolt og haard, men hverken den
Hævngerrighed og Blodtørst, med hvilken hun grusomt mishandlede sin forhadte
Ægtemands Mordere, eller den stadigt redebonne Sanselighed, med hvilken hun
skiftede Elskere, har noget Berøringspunkt med denne Michelangelo's Heltinde.
10
En kraftigt bygget ung Kvinde, efter Ansigtsformen at dømme en Romerinde, sidder,
let drejet tilvenstre med Ansigtet mod Betragteren. Hendes Dragt er omhyggeligt
gennemført, et løstsiddende Klædebon med lange vide Ærmer, hvor Halsen er fri, men
med meget Broderi og bredt Belte. Paa Hovedet har hun et højt tvedelt Hovedtøj, der