Michelangelo Buonarroti

Side 267
Atter for Tommaso Cavalieri er en Tegning fra Slutningen af Aar 1534 udarbejdet, som
hører til de figurrigeste og mest gennemførte Compositioner, Michelangelo i sit Liv har
frembragt. Børnebakkanalet indholder i fem Grupper 31 Figurer, deraf 29 Børn, og hver
enkelt Skikkelse er paa én Gang udformet plastisk med den omhyggeligste Modellering
og indført som Led i en malerisk, let overskuelig Klynge.
Det har for en Gangs Skyld fornøjet Michelangelo at svælge i Fremstillingen af
kraftige, muskuløse Drengeskikkelser i stort Antal, dog alle nogenlunde jævnaldrende,
vel en halv Snes Aar gamle, og at forny Erindringen om Oldtidskunstværkers
Gengivelse af bakkantisk Tummel. Det Ejendommelige er blandt andet, at det
kønslige Element i Bakkusdyrkelsen er udeladt, og at Børnene kun har forskelligartet
drengeagtig Lystighed for, derimod ikke i et eneste Tilfælde drikker for meget,
overhovedet næsten slet ikke er sysselsatte med at drikke, kun med at lege.
Af de to Voxne, der hver paa sin Side af den store Tegnings underste Gruppe ligger
henstrakte, er den til venstre en gammel Fauninde med lange Bukkeben og hængende
Bryster, som et af Børnene, dog vel paa Skrømt, forsøger at die. Ligeoverfor ligger med
fremadbøjet Hoved en ung døddrukken Mand, der er falden i Søvn og hvis Nøgenhed
en Dreng synes at ville dække som en Noahs Søn, medens andre legende Drenge i
samme Gruppe intet Hensyn tager til den sovende Mand.
Tegningens Midterfelt udfyldes helt af flere Par herkuliske Drengebørn, der kommer
slæbende med et Æsel som de bærer saaledes, at det har de sprælleude Ben i Vejret,
mens de holder det om Kroppen, om Hovedet og om den ene Hov. Børnene, der ses
fra Ryggen og fra Siderne, er saa gennemmodellerede som Statuetter; men de er helt
optagne af den tunge levende Byrde, de tumler med.
De to øverste Grupper i Tegningen har en vis Overensstemmelse, forsaavidt de
begge er sammenstillede om en Beholder. Til Venstre er ni Drengebørn forenede om
en Kedel, under hvilken de har tændt og blæsende vedligeholder en mægtig Ild, saa
Vandet deri koger; de bringer Ved til Ilden og bærer en slagtet Gris til Kedlen for at
kaste den ned i det kogende Vand. Til Højre er otte Drenge i Lag med at smage
paa Vinen i en aaben Vintønde. Deres unge Legemer indtager derved alle Slags
gymnastiske Stillinger. En bøjer sig frem og holder en Skaal under Spundshullet. En
vil drikke af selve Tønden, og krummer sig saaledes frem over Randen, at han er
nær ved at falde ned i Vinen. En anden har sat sig paa Tøndens Rand. Andre, der
er dem ganske nær, er sysselsatte med at holde en større Skaal og at drikke af den.
Michelangelo har her gentaget det overgivne Renæssance-Motiv, der saa tidt gaar igen
paa nederlandske Billeder af Livsglæden, at en af Smaadrengene lader Vandet for at
blive den overflødige, nyligt indsugede Væde kvit. Det optog han fra Donatellos Relief
af et Børnebakkanal paa Fodstykket til hans "Judith", som dengang stod i Palazzo
Medici, nu staar i Loggia dei Lanzi. Kun lod Michelangelo (ikke videre smagfuldt) sin
leende Dreng passe, at Straalen falder ned i selve Skaalen, i hvilken hans knælende
Legekammerat opfanger den Vin, der flyder ud gennem Aabningen i Tønden.
Den hele Inspiration, af hvilken Bladet er fremgaaet, er antik, uden at dog nogen
Antik har afgivet et Forbilled. - Donatello har været en Forgænger her som paa saa
mange andre Omraader. Men Paavirkningen ogsaa fra ham er saa svag, at den er
for lidet at regne. Michelangelo viser sig her som ren Renæssancekunstner i sin rige
Originalitet.
8
Det meget smukke smilende Faunhoved (Frey Nr. 222), der henføres til Michelangelo,
og i hvilket saa stor en Kender som Berenson underligt nok har fundet