Michelangelo Buonarroti

Side 266
lille Figur, en Dreng med en Vandkrukke paa sin Ryg - hvad Aloïs Grünwald først har
paavist.
Cavalieri takker i Brev af 1. September 1533 fra Rom til Firenze for Tilsendelsen af
denne anden Tegning, der vel er langt følgestrengere gennemført med Lys og Skygge,
ligesom langt fastere og mere overskueligt componeret, men i hvilken den førstes Præg
af Friskhed og Uforberedthed er sat til.
6
I to af de Tegninger, der er udførte som færdige Kunstværker, har Buonarroti ladet det
meste af Rumfladen blive indtaget af en Fugl med udbredte Vinger.
Det første af disse maleriske Sortkridtsværker fremstiller en Grib, der med sænket
Hoved hakker Titanen Tityos' Lever. Han ligger udstrakt paa Klippegrunden og er om
Armene og venstre Fod lænket til Fjeldet.
Titanen er tænkt som uhyre stor. dækkende ni Favne af Klippefladen. Hans Aasyn
er sammentrukket af Forbitrelse og Smerte. Med det løftede højre Knæ stemt imod
Klippen søger han forgæves at holde Gribben i Afstand. Den hele Handling foregaar
paa Bladets højre to Trediedele. Den venstre Trediedel antyder det øde Landskab. Men
underligt nok har Michelangelo havt det Indfald at give en afbladet Træstamme længst
tilvenstre et vildt dyrisk Fysiognomi med ondt Øje, krumt Næb og vidt aabnet Svælg.
Ogsaa denne Tegning, der stammer fra Slutningen af 1532, er udført for Cavalieri,
og dette er lige saa fuldt det andet Blad, der i hele sin Bredde udfyldes af en Ørn med
udbredte Vinger, den, som bærer den fra Jorden ranede Ganymedes til Zeus.
Denne Tegning udgør en beundringsværdigt gennemført og allerede i Datiden
meget beundret Composition. Trods sin overnaturlige Vælde og sit umaadelige
Vingefang, der tyder paa guddommelig Kraft, omslutter Ørnen varsomt med Hals og
Hoved Ganymedes' unge stærke Legeme, medens Kløerne har lagt sig med sikkert
Greb om Benene, idet hver af dem fatter om Skinnebenet lige under Drengens Knæ.
Modsætningen er skøn mellem det hvide faste Legeme og de blødere Fjær paa Ørnens
Krop og Vinger, der omgiver Skikkelsen og fremhæver dens Hvidhed. Et Hovedindtryk
er det af susende Fart og Flugt fra Jorden opad, idet Drengen passivt med lukkede
Øjne giver sig hen i sin Skæbne, dog uden Vemod, endsige Sorg.
Man jævnføre samme Skikkelse og Situation i Rembrandts drøje Behandling, hvor
Drengen i sin Forskrækkelse lader sit Vand.
For Italienerne var Myten ikke burlesk, men sensuel. Og man har i hin Tid skæmtet
med, at det netop var Cavalieri, hvem Michelangelo til tænkte denne Tegning, i hvilken
der tilmed er et Kælenskab, som hos denne barske Kunstner maatte staa som et
Særsyn.
I et Brev fra 17. Juli 1533 spøger Sebastian del Piombo dermed, idet han foreslaar
en Ganymedes som Kuppelmaleri i San Lorenzo's Sakristi: "Naar han fik en Nimbus
om Hovedet, kunde han gælde for Apokalyptikeren San Joannj, der blev bortført til
Himlen". (Ørnen er jo Apostlen Johannes' Sindbilled). Cardinalen Hippolyto af Medici,
der havde ladet Tityos-Tegningen udskære i Krystal, vilde ogsaa have Ganymedes
udleveret i samme Hensigt, men Cavalieri, som frygtede, Tegningen vilde lide Overlast,
har, som han i Brev af 5. September 1533 meddeler Michelangelo, afslaaet at opfylde
Cardinalens Bøn.
7