Michelangelo Buonarroti

Side 265
Hovederne tager sig her for smaa ud i Sammenligning med de kraftige Dyrekroppe. I
ethvert Tilfælde kommer Michelangelo's Billedkunst her svært til kort i Sammenligning
med Ovids Maleri af de luende Solheste.
Paa den fuldførte Tegning tiltaler den mægtige, faldende Gruppes Linier Øjet langt
mere. Hestekarakteren kan desuden ikke længer miskendes, Faetons smukke unge
Skikkelse er i sit Fald mere udstrakt her end i den forrige, forøvrigt lige saa skønne
Tegning. Yderlinierne i hans Skikkelse corresponderer dog her med Yderlinierne i den
faldende Hests yderst til Højre, saa Gruppen er bleven anderledes sluttet og fast end
den var.
Solens Vogn er paa begge Tegninger en simpel lille tom Trækærre paa to Hjul, der
har Form som et Trug. Michelangelo har ikke sat sin Fantasi i Bevægelse for en Sags
Skyld, hvis Form ikke var animalsk. For en Benvenuto Cellini vilde Vognen være blevet
Hovedsagen.
Skikkelserne i det nederste Felt paa Jorden turde være virkningsfuldest i første
Udkast. Med fuld Friskhed er Overrumplingen ved Skrækken fremstilt i to dejlige nøgne
Kvinders Holdning. Deres Armbevægelser, der er ganske forskelligartede, antyder
Forsøget paa at værge for sig imod de faldende Masser, ligesom deres Aasyn udtrykker
Forbauselsen over det Usete, som foregaar. Mindre ejendommelig er en Mandsfigur,
der nøjes med at føre sine Hænder til Hovedet, og end mindre mærkelig den liggende
Flodgud Eridanus, skønt han dog her er interesseret Tilskuer.
I den første Tegning har Michelangelo villet illustrere Stedet hos Ovid
(Metamorphoses den Anden 340 ff) hvor Faetons Søstre, mens de græder og klager
over Broderens Skæbne, føler, at de er undergaaede en Forvandling. Faetusa, den
ældre Søster, mærker, at hendes Fødder stivner, hefter sig ved Jorden og slaar
Rødder. Da Lampetia, den yngre Søster, vil ile hende til Hjælp, ser hun, hvorledes en
Træstamme begynder at slutte sig om Søsterens Ben, og fornemmer, at hendes egne
Arme bliver til Grene. Den tredie Søster, der fortvivlet fører sine Hænder til sit Haar,
bliver vaer, at de griber i Løvværk. Træernes Bark lukker sig tilsidst om alle tre Pigers
Læber, saa deres Skrig forstummer. Faeton's Ven Cycnus, der er Vidne til Underet,
forvandles samtidigt fra Mand til Svane.
Skønt denne Udvæxt paa Myten egentlig intet har med dens Væsen at gøre, har
Buonarroti i første Omgang anset sig forpligtet til at tage den med, og paa den ældste
Tegning er diskret og fint antydet, hvorledes Faetusa's og Lampetia's Fødder under
Indtryk af Skrækken over Faetons Lod bliver til Træbuller, Paa den anden Tegning er
Motivet opgivet. De tre Søstres Skikkelser staar fuldstændig frit.
Den første Tegning er bleven til i Slutningen af Michelangelo's Romerophold 1532 til
1533, vistnok i Juni 1533 kort før Afrejsen. Den blev oversendt Cavalieri med følgende
Seddel: "Messer Tomao, hvis denne Skitse ikke behager Eder, saa sig det til Urbino,
saa jeg faar Tid til at gøre en anden færdig til imorgen Aften, som jeg har lovet, Og
dersom I ønsker og vil, at jeg skal fuldende den, saa sig det."
Saa vidt det kan skønnes, har Cavalieri sendt Bladet tilbage og ønsket en mere
udført Tegning, den, som nu er i Windsor. Alt er her blevet fastere, bestemtere, men
Konturerne ogsaa haardere. Stillingernes Uvilkaarlighed er gaaet tabt. Svanen, der kun
var let antydet, er bleven mere fremtrædende. Af de staaende Skikkelser er Manden her
stillet i Midten, de to Soldøtre anbragte paa hver sin Side af ham. Flodguden Eridanus
har her tabt sin menneskelige Interesse for det Sørgespil, til hvilket han bliver Vidne,
ser blot efter Vedtægt ned for sig, og passer sin Dont ved at lade Floden løbe ud af
en Urne. For at udfylde et tomt Rum er indført en efter en antik Genrefigur efterlignet