Michelangelo Buonarroti

Side 264
er den ene Fremstilling den mere skitserede, den anden udført i Enkeltheder med en
Omhu, der Intet lader upaaagtet.
Af Faetons Fald kendte Michelangelo en allerede da berømt Fremstilling paa en
antik Sarkofag, der var opstillet i Araceli-Kirken. Denne har dog blot kunnet give ham
Enkelthederne, som de bredte sig ved Siden af hinanden, medens han i sin Tegning
lader Handlingen foregaa i tre Sfærer under hverandre, i Himlen, i Luften, paa Jorden.
Nøje havde han desuden i italiensk Oversættelse læst Ovids mærkværdigt ypperlige
og levende Fortælling af Begivenheden, som denne er beskrevet i Slutningen af
Metamorfosernes første Sang og i den første Halvdel af den anden. Der er her hos
Ovid en sprudlende rig Fantasi. Man forstaar, at Faeton, tirret af Epafus' spottende
Tvivl om hans Oprindelse fra Solguden, først bevæger sin Moder Clymene til med Ed
at forsikre sig, at Føbus er Ophav til hans Liv, saa selv begiver sig til Solens Palads
og ved sit ømme Overhæng faar sin straalende Fader til at opfylde ham hvad Bøn han
vil fremsætte. For sent føler Apollon Letsindigheden af dette Løfte, Faren, der truer
Sønnen og foruden ham Himmel og Jord, naar Styring af Solvognen betroes ham, om
saa blot en enkelt Dag.
Dette er neppe skrevet med ringere Talent end Michelangelo har tegnet, om end
med et helt anderledesartet. Ja der er i Skildringen af de overnaturligt ildfulde Solheste
en Straaleglans, Tegneren umuligt kunde fremkalde, ligesom man næsten maa smile,
naar man sammenligner den fattige, tomme lille Kærre paa Tegningen med den af
Vulcan selv udhamrede Vogn. Den straaler med Hjulenes gyldne Axe og Sølv-Eger,
med sin Guldkarm, indlagt med en hel Række Ædelstene, i hvilke Sollyset funkler.
Skønt er her Apollons Uro og Faetons ungdommelige Fremfusenhed beskrevet;
men mesterligst er Skildringen af Ynglingens fortvivlede Kørsel, da hin har mistet
Herredømmet over de fire vældige Vingeheste - der hos Michelangelo naturligvis
har mistet Vingerne. Hvorledes Himmel og Jord sættes i Brand, hvorledes Kilderne
udtørres, Floderne koger, Bjergene spaltes, Byerne fortæres, Korn og Græs svides
bort, Metallerne smelter, alt dette, der i Poesien er saa virksomt, kunde Tegneren jo
ikke bringe eller vise os, Han har kun - temmelig vedtægtsret - antydet Floden Eridanus,
hvor Faeton efter Sagnet styrtede ned, og i hvilken hans Lig blev funden, ved den
Flodgud, der paa begge de ypperste Tegninger er anbragt i liggende Stilling forneden.
Den første Sortkridtskitse har størst Ynde, fordi her Et og Andet er friskere, lettere
antydet, som f. Ex. de nøgne Kvinders Skræk, der staaende paa Jorden bliver Vidner
til Faldet. Men i det definitive Værk er Energien mere udpræget. Der er dog kun en
Dag imellem de to Tegninger.
Bladet har ligesom tre Etager: Øverst øjnes Zeus, ridende paa sin Ørn, drejende
sit slanke unge Legem, saa det ses fra Siden, med sin løftede Højre slyngende Lynet
imod den Ubehændige, der har kørt Helios' Vogn saa slet, at den nær havde stukket
hele Jorden i Brand. Paa det første Udkast ses Zeus en face, Og Forbitrelsen er mindre
udpræget i hans Holdning. Paa det andet er han vred som efter ham Kristus paa
Dommedagsfresken.
Midterfeltet optages af de nedstyrtende fire Heste, den faldende Vogn og den
nedtordnede Faetons Legem, der har Hovedet nederst og som med sine Hænder
uvilkaarligt søger at afbøde Stødet, der vil knuse hans Hjerneskal. Paa den første
Tegning er vel Faldets Fart mesterligt givet, men Hestene skødesløst tegnede. Som
deres Kroppe krummer sig, maa man se godt til, for at forstaa, det er Heste, som styrter
ned, at der ikke mellem dem er et Vildsvin for Exempel. Rigtignok har man aldrig med
sine Øjne set, hvorledes en Hest i den Situation holder sit Hoved og sine Lemmer.