Michelangelo Buonarroti

Side 262
Haand, og det pompøse arkitektoniske Udkast til Pave Giulio's Mausoleum (Frey's
Samling af Tegninger 1, 3).
Der er naturligvis en stor Forskel mellem Tegninger som disse, der for Kunstneren
kun har været Hjælpemidler til et Maal, som var Kunstværket i Marmor eller Sten
eller Farver, og saa de Tegninger, som var deres eget Formaal, Disse første tillader
Betragteren at forfølge Værket fra Undfangelsens Øjeblik, da Ideen dertil gennemfoer
Michelangelo's Sind i et Blink. Hvad han da fæstede til Papiret: et Omrids, uensartede
Bevægelser, han prøvede, en Knude Skikkelser, som dem til Kobberslangen, eller
smaa Figurer som Fangerne, er ofte Motiver, der slet ikke kommer til Udførelse. De
staar der kun, fordi Mesteren ikke nøjes med at componere i Hovedet, men fæstner
sine Hu-Skud med Tegnepennen i sin Haand.
Nu og da er der vel, som berørt, Tegninger, hvis Oprindelse fra Livsindtryk er
umiskendelig og der røber det skarpe Øje og den tro Hukommelse; men de fleste
afspejler især hans Sjæleliv. Hans Digternatur faar fyldigere Udtryk i hans Tegninger
end i hans Vers, i hans Malerier end i hans Digte. Som der hos Oehlenschläger staar
om Digterens Rige:
Det strækker sig fra Spitzbergs hvide Klipper,
For Syndflods ældste Lig en hellig Grav,
Til hvor den sidste Tange slipper
I Søndrepolens Øde Hav,
saaledes begynder Michelangelo's Rige, før Jorden var til, og ender, hvor Jordelivet
er til Ende og Verdensdommen fældes over det.
De Samtidiges Fysiognomier fængsler Buonarroti saa lidet som deres Kostymer.
Karakterfuld, som han er i sin Tegnemaade, er han ogsaa i sin Skrift. Hans
Bogstaver ser stolte og mandhaftige ud, medens selve Skriften ved dens Skønhed
røber den tegnende Kunstner. Charles Blanc gjorde i sin Tid opmærksom paa, at Intet
i denne Skrift er helt rundt, ikke engang Bogstavet o. I Almindelighed kan man sige
om Skriften, at den har kunstnerisk Stil. Michelangelo giver sit f en Basis, som var det
en Søjle, og han kroner det med en lille Bue, der gaar over i en lige Linie. Han skriver
sit d saaledes, at der deri er en Contraposto som i hans Statuer. Dets øverste Streg,
som ventes at gaa til Venstre, da den i Almindelighed gør det, drejer derfor hos ham
til Højre. Geniet kendes jo i Regelen paa, at det gør det Uventede. Endog i en Bagatel
som denne anes da Buonarroti's Geni.
4
Idet man udbreder Michelangelo's Tegninger for sig, dvæler Blikket ved det Blad, der
indeholder de vigtigste Forstudier til Libyca, den skønneste og eleganteste af alle
hans Sibyller, Damen blandt hans Kvinder, Den, som ikke har studeret Kunstneren,
overraskes ved at finde det alt, Hoved, Ryg, Bag, Armenes vanskelige Stilling, Foden,
udført efter en mandlig Model, Det viser sig her, at først da Michelangelo helt var
Herre over Holdning og Stilling, har han ombyttet Mandsskikkelsen med en henrivende
Kvindeskikkelse.
Det svarer til de mange Steder i hans Poesier, hvor han under Omarbejdelse har
forvandlet et Signior til et Signora, Da Ludwig von Scheffler i 1891 - tilsyneladende
i den Hensigt at gøre det mest Mulige ud af den Dragning, Michelangelo havde følt
ogsaa til Mandkønnet, og faa ham indregistreret blandt de berømte Homosexuelle
- gennemgik hans Digte, opstillede han den Teori, at Michelangelo ved Omarbejdelse