Michelangelo Buonarroti

3
Side 261
Paafaldende i de fuldførte Tegninger, er den Tiltrækning det, der antydes ved Ordet
terribile, har øvet over Michelangelo. Han fremstiller med Forkærlighed hvad der
indjager Frygt og hvad der føler Frygt. Et typisk Exempel er den gennemførte Tegning
af Faeton, der med sit Firspand fra Himlen styrter hovedkulds ned paa Jorden. Ikke blot
betager Rædsel naturligvis den faldende Yngling og de som en Lavine paa Hovedet
nedstyrtende sammenkoblede Heste. Men skønne nøgne Kvinder, der seende opad
bliver Vidner til Ulykken, er rædselsslagne, ogsaa de.
Øjensynligt havde Michelangelo aldrig kunnet naa det uindskrænkede Herredømme
over den animalske Verdens Former, eller over Menneskelegemets Bevægelser indtil
det Muliges Grænse, havde han ikke kendt hver Muskels Funktion og bestandig tegnet
efter nøgen Model. Samlingen af hans Tegninger, saa ufuldstændig den nutildags
nødvendigvis er, indeholder da ogsaa Model studier i Hundredevis. Men det maa ikke
glemmes, at dette Herredømme efterhaanden helt kunde undvære den Støttestav,
Naturstudiet frembød, Det var selvfølgelig fysisk umuligt at tegne den fra Himlen
styrtende Faeton eller den til Himlen af Ørnen ranede Ganymedes efter Model, ja hvad
vigtigere er, enhver Gengivelse efter Modeller var aldeles udelukket, da Michelangelo
til sit Dommedagsmaleri tegnede de Fordømtes Nedstyrtning i Helvede eller de Saliges
svævende Stigen gennem Luften til Himlen.
Michelangelo har havt mange Maader at tegne paa, og hver af dem har svaret til en
Følemaade hos ham. I sit sidste Stadium anvender han i Regelen Rødstiften saa blødt,
at Omridsene bliver brede, Modelleringen blid, Overgangene fra Lys til Skygge saa
smeltende som efter ham hos Correggio; det er da alene paa Stregens dulgte Energi og
paa Bevægelsernes Særpræg, at man kender, hvem man har for sig. Saaledes tegner
han mest, naar det er et Erindringsbilled, han fastholder og omformer.
Tegner han derimod efter det nøgne, levende Menneske eller benytter han det
til Model for efter det at forme en Figur, han vil bruge i en af sine Fresker, saa
anvender han Pennen, der er hans Viljes foretrukne Redskab. Hans Tegning har
da i sin Formgivning noget afgørende eller besluttet. Man føler at han først søger
det faste Omrids, saa finder og fastslaar det med Bestemthed, medens Skyggen
frembringes ved energisk Brug af hinanden tæt krydsende Linier, en Skravering, der
bliver mere aaben altsom den nærmer sig de belyste Partier. Energisk fremtræder de
fremspringende Flader eller Buer af Bryst eller Laar, som ligger i fuldt Lys; Skyggerne
graver bløde Hulheder, hvor Formerne giver Plads for dem. Bagen gælder ikke for den
skønneste Del af Legemet, men tegnet af Michelangelo er den saa skøn, at han gør
saavel den nøgne Mand som den nøgne Kvinde til en Kallipygos.
Det var ogsaa med Pennen, han udkastede de Figurer, han agtede at udføre i
Marmor eller Bronce (som Pennetegningen til hans Broncedavid beviser) og en saadan
Tegning var jo i Almindelighed i Forening med en Miniature-Model Alt, hvad der hos
ham gik forud for det personlige Angreb paa Marmorblokken.
Nogle af disse Tegninger ligner ingenlunde Udkast, men fuldtfærdige Kobberstik,
tilmed Kobberstik udførte efter Statuer eller Statuetter, andre er udførte med den
letteste Tegnepen, smaa sorte Omrids paa rødbrun Grund som de sex forskellige
Udkast til bundne Fanger (af hvilke to staar op ad Hermer) to-tre Tommer høje, levende,
bevægede, henkastede med udadlelig, ja fuldendt Sikkerhed i Tegningen; saa let
gjorte, som var de henaandede. De findes paa et Blad, hvor der desuden er udført en
Modelstudie til den unge Dreng paa Libyca's venstre Side, en Studie til Libyca's højre