Michelangelo Buonarroti

Side 260
gaar tabt, men i Facsimile, der har bevaret hvert mindste Træk af Originalens
Ejendommelighed, da Fotograferingen i vore Dage har naaet en Fuldkommenhed,
der gengiver Tegningen uden at det Ringeste, end ikke Papirets Farve, end ikke
Rødstiftens eller Pennens eller Blyantens Forskelligartethed i Stregføringen behøver
at sættes til. Det udmærkede Fotografi er ikke her som ved et Maleri eller en Statue
eller et Palads eller en Kirke en Erindring om Originalen, men identisk med Originalen.
Og ser man opmærksomt paa Tegningen, saa lærer man den ikke blot at kende som
færdig, men erfarer, hvorledes den Streg for Streg er bleven til. Og man opdager da,
at aldrig har disse Tegninger for Michelangelo været hvad tegninger for mange Malere
har været og hvad hans Digte engang imellem var for ham, en Art Skønskrift. Han
sætter ikke Tegnepennen til Papiret uden naar han for Alvor har noget at sige.
Netop for Alvor. Thi det Spøgefulde eller Komiske er her forvist. Den strenge
Fasthed har Herredømmet. Den højeste Skønhed, her naas, er alvorsfuld uden et
Smil. Men Kunstnerens indre Hang gaar tilmed i Retning af det Forfærdende, det
Skrækindjagende, det Frygtelige, eller, hvor Æmnets Art forbyder dette, idetmindste i
Retning af det Storladne, det Imposante.
Buonarroti tegner ofte Børn, men han tegner aldrig det Smaa. Han tegner undertiden
Fattige, en enkelt Gang en Tigger, han har set paa Gaden og mærket sig. Men hans
Fattige er ikke sete med et medlidende Blik som hos Rembrandt, den eneste Nordbo,
hvis Storhed som Kunstner svarer til hans, men saaledes, at ogsaa Fattigmanden,
tegnet af ham, bevarer Anstand og Holdning, har Race, bærer sin simple Dragt som
et Skrud, hvis Foldekast har Interesse.
Naar Michelangelo tegner et Par simple Landsknegte i livlig Samtale - vel den eneste
Gang, hvor han har gengivet Kostymer fra Datiden strømmer Gruppen saaledes over
af det heftigste italienske Liv, at det er, som de udbredte Hænder med Fingrene, der
krummer sig og taler, bliver mere veltalende end selve de anspændte Fysiognomier,
medens begge Legemer i deres forskelligartede Holdning og Dragt er gennemtegnede
i en Stil, der løfter dem højt over Hverdagen.
Skønt Buonarroti sit Liv igennem har dissekeret Menneskelegemer, Led for Led,
hver Knokkel, hvert Ledemod, hver Muskel og Sene, existerer Afvigelserne fra
det Sunde og Kraftige ikke for ham. Aldrig dvæler han ved det Grimme eller det
Modbydelige. At tegne en Vanfør vilde være ham umuligt.
Han har bestandig følt sig draget til Gengivelse af Barneskikkelser, og hans Børn
er saare skønne, I Uffizierne er der f. Ex. en henrivende Gruppe, der fremstiller den
Børneleg, i hvilken en lille Dreng har gemt sit Ansigt i en siddendes Skød, medens
fire andre ved et let Slag paa hans venstre Haand, som han holder paa sin Ryg,
prøver, om han kan gætte, fra hvem Slaget kom. Alle sex Børn, der udgør den
livfuldeste Composition, er tegnede splitternøgne, som vel overhovedet alle de Børn,
Michelangelo nogensinde har fremstillet i bildende Kunst. Men højst betegnende er
det, at han aldrig gør de Børn, han tegner eller maler, bløde og buttede som de ofte er
af Natur, og som f. Ex. Raffaello og Correggio gerne morer sig med at male dem, Aldrig
er Børn, tegnede af Buonarroti, fede eller fedladne; han befrier dem fra alt overflødigt
Fedt. Deres unge Kød er fast; deres Muskler mere udviklede og stærkere end virkelige
Børns.
Og, som vi har set, Moderen svarer hos ham til Barnet. Hun er stærk og slank med
brede Skuldre og fyldigt Bryst; hendes Hals hæver sig rank og elegant som en fin Søjle,
der saa meget des lettere bærer Hovedet, som dette er forholdsvis lille, aldrig massivt,
men i sit Udtryk røbende en højere Menneskehed end den, vi ellers møder.