Michelangelo Buonarroti

1
Tegneren
Side 259
Mange Brudstykker af Michelangelo's Digte er nedskrevne paa Tegninger af hans
Haand. Digtene og Tegningerne er som Kunstværker ikke af samme Rang. Medens
Buonarroti som Digter er en evnerig Dilettant, hvem i Kraft af hans Sjælsstorhed af og
til en Digtning lykkes, saa den staar med Fuldkommenhedens Stempel, kan han kaldes
den største Tegner, der nogensinde har levet.
Mod hans Frembringelser som Billedhugger, Maler og Arkitekt, lader der sig nu og da
rette grundede Indvendinger. Hans Afsky for det Hverdags, det let Tilgængelige, det let
Opnaaelige, kunde gøre ham sær i al hans Storhed, mindre tiltalende trods Værkernes
Grundsum af Skønhed, men med Pennen, Kridtet eller Blyanten i sin Haand er han
udadlelig som han ogsaa ellers er uforlignelig.
Man skulde tro det umuligt at blive i højere Grad fortrolig med Michelangelo, end
man bliver det ved at læse de enkelte af hans Breve og det store Antal af hans
Digte, der er Bekendelser, Men det forholder sig ikke saadan. Den Buonarroti, man
paa denne Maade lærer at kende, er den, hvis Bekendtskab nærmest tilfredsstiller
Nysgerrighedsinteressen, Privatmanden i hans driftbevægede, følelsesbevægede og
i spidsfindige Tanker bevægede Liv.
Hvem der fordyber sig i Buonarroti's Tegninger, kommer ham langt nærmere, fordi
han bringes i Berøring med det ypperste i Kunstnerens Væsen, det fineste i hans
Personlighed, det ophøjede i hans Geni, hans afgjorte Overlegenhed over den øvrige
Menneskehed, Mesterskabet uden Lige.
I de talløse flygtige Udkast til Enkeltheder eller Partier af senere Værker kommer
Betragteren under Vejr med Michelangelo's Stræben.
I mangen lethenkastet Skitse som i alle de gennemarbejdede store Tegninger, der
i sig selv er færdige Kunstværker, kommer Betragteren under Vejr med hans Kunnen.
Medens hans Vers snart er gode, snart mislykkede, kan det siges uden Betænkning,
at aldrig er der fra Michelangelo's Haand udgaaet en Tegning, hvori der sporedes
blot den ringeste Svaghed, eller blot et Øjebliks Adspredthed. Alt vidner her om
Herredømmet over Formen som om den vældige Personlighed. I disse Tegninger
raader Geniets Diktatur.
De er Udtryk for en Kraftfylde, der giver stærkere eller svagere, men altid
sikker Tonevægt. De er gennemtrængte af en Lidenskab, i Sammenligning med
hvilken andre Kunstneres Tegninger synes matte, eller blege, eller kolde, eller løse.
Magtfuldkommenheden over Midlerne er saa afgjort, at intet Æmne har afskrækket
Kunstneren som for vanskeligt.
2
Vi ser ganske anderledes ind i hans Indre her end i hans Vers. Vi føler, at hvad der
for andre Kunstnere var rent, lyst, klart, roligt, for ham var oprørt, dunkelt, stormfuldt,
voldsomt, sydende af indre Liv.
Og det Enestaaende ved disse Tegninger i Sammenligning med Michelangelo's
Skulpturer, Malerier, Bygninger er, at Kunstelskeren altid kan have dem om sig, stadig,
ja, hvis han vil det, daglig kan have dem for Øje, ikke som Billedhuggerarbejder og
Malerier i svage Afbildninger, i hvilke de ni Tiendedele af Kunstværkets Skønhed