Michelangelo Buonarroti

O glade Elskovstanker, dog saa tomme!
Hvor er I nu? Mig venter dobbelt Død.
Den ene er mig vis, den anden truer.
Nu Penslens, Mejslens Tider brat er omme.
Guds Naade søger Sjælen i sin Nød,
Med aaben Favn paa Korset vi den skuer.
Side 257
Dog saa følt denne Sonet end er, saa vemodig er den Tanke, at det er saaledes,
Michelangelo som Digter ender.
Der gaar igennem Sonetten som et Pust af det tridentinske Conciliums Aand. I
en Digtning som denne er hvert Glimt af det, som engang udgjorde Renæssancens
Storhed og Vælde, slukt, saa kun Asken er tilbage.
Reformatorerne havde saa længe skreget op om Sædernes Fordærvelse indenfor
Romerkirken og især om Gejstlighedens Usædelighed, at Conciliet i Trento havde
givet sig til at indføre den strengeste Tugt. Det gjaldt for enhver Pris om, ikke at give
Lutheranere og Calvinister Anledning til at raabe paa Skandale. Mottoet blev: "Si non
caste, tamen caute" (Om ikke kyskt, dog forsigtigt).
Alt det, der i Renæssancen havde været ungdommeligt, Friskheden, den lystige
Satire, den mægtige Pukken paa det Menneskeliges Ret, Troen paa Antikens høje
Værd, Kunstforgudelsen, dræbtes af forebyggende Censur eller af Inquisitionens
Straffedomme. Paa Kynismen fulgte Hykleriet, Niccolò Franco, Aretino's Elev og
Medbejler, blev hængt for et latinsk Epigram. Nye religiøse Ordener dannede
sig, den ene efter den anden: Teatinerne, Comascherne, Barnabiterne, Fædrene
fra Oratoriet, Jesuiterne. De overtog Ungdommens Opdragelse til Fromhed og til
Lydighed. Den italienske Vantro havde vist sig at være fuldt saa farlig en Magt som
den tysk-schweiziske Reformation. Al Tænke- og Skrivefrihed blev da afskaffet, og
Nøgenhed banlyst fra bildende Kunst.
Forunderligt at den Mand, der i sin Ungdomskraft og Mandskraft som bildende
Kunstner syntes den menneskevordne Renæssance, poetisk skulde ende som et af
Organerne for den Aandsretning, der dræbte Renæssancen og afløste den.
Kun faa Maaneder skiller Michelangelo Buonarrotis Fødsel fra Ludovico Ariosto's.
Ariosto fødtes 8. September 1474, Buonarroti 6. Marts 1475. Ikke desmindre er der
ikke det ringeste Fællesskab mellem Ludovico og Michelangelo, mellem Italiens største
Indbildningskraft i Poesien og Italiens mest sublime Aand i Skulptur og Maleri. Som
Digtere er de ikke blot aldeles ulige, men de udvikler sig forskelligt. Noget gør det
vel, at Ariosto døer en Menneskealder før Buonarroti, altsaa ikke oplever den religiøse
Reaktion.
Ariosto's Inspiration var og forblev udelukkende kunstnerisk. Glæden ved
Fantasiens lyse Leg og ved Versets skønne Form var hans eneste Moral og eneste
Religion. Han hverken bekræfter eller benegter, er som Digter hverken Troende
eller Tvivler, Det Omraade, paa hvilket der af Kirkens Tilhængere og Modstandere
kæmpedes, var ham fremmed og ligegyldigt. Han angreb heller ikke som Cervantes
Middelalderens Riddervæsen og Ridderdigtning, han legede overlegent og gratiøst
dermed. Fraset hans store Digtning "Orlando" skriver han Satirer og Komedier. Hans
Poesi er den italienske Renæssances Poesi.
Dog var der noget, som var Michelangelo's Væsen fremmed, saa var det den
yndefulde Leg med Æmnet. Hans kunstneriske Stræben var og forblev ham hellig Alvor,
og i hellig Alvor fornegtede han som Digter tilsidst sin Kunst.