Michelangelo Buonarroti

Side 255
hvad han er, og ikke ved noget stormægtigt Bygningsværk. Men lige fuldt har I ikke
gjort, hvad I burde gøre, og det kalder man at stjæle."
Og den tapre Pengeafpresser og Pralhans ender med den Paastand, at havde
Michelangelo fulgt hans Anvisninger med Hensyn til Maleriet af Dommedag, saa vilde
Naturen ikke nu behøve at skamme sig over at have skænket ham et saa stort Talent,
da han selv nu kun ligner et Afgudsbilled.
10
Pointen i dette pøbelagtige Brev, Hentydningen til Mesterens formentlig abnorme
Kønsliv, har sikkert stærkt medvirket til, at da hans Brodersøns Søn, næsten 60 Aar
efter hans Død, 1623 for første Gang foranstaltede en Udgave af Michelangelo's Digte,
der da overalt, hvor disse i inderlige Udtryk er rettede til en signior, blev indført en
signora i dennes Sted. Først siden Cesare Guasti i 1863 i Firenze udgav "Le Rime di
Michelangelo Buonarroti, pittore, scultore e architetto" kendes i Grundtræk den rette
Text, der senere ved Carl Frey's Forskninger har vundet meget i Nøjagtighed og
Fuldstændighed.
Michelangelo har aldrig skrevet Vers med en Offenliggørelse for Øje.
Han skrev af indre Drift, naar hans Hu stod dertil, og det har sikkert varet længe, før
han viste nogen anden hvad han saaledes havde frembragt. At det ikke var ham om
Læsere at gøre, er bevist derved, at han har brændt alle sine Ungdomsdigte, visselig
ikke, som Carl Frey mener, fordi disse syntes ham værdiløse, men øjensynlig fordi de
har aabnet et Indblik i hans Ungdomsliv, som han ikke undte fremmede Øjne.
Hvad og hvor meget har han ikke opbrændt, Tegninger som Digte, talrige Gange!
Da han under Leone den Tiende tog til Rom fra Firenze, brændte han sine Papirer.
Kort før sin Død brændte han, hvad han forefandt. Vasari siger, at han i sine sidste
Leveaar to Gange foranstaltede saadanne Autodafeer. Tilmed er en Mængde Papirer,
deriblandt ikke blot Tegninger, men ogsaa hans egne Digte, blevne ham frastjaalne.
En Del Vers har han mellem 1530 og 1540 rettet til de Personligheder, han satte
højest, særlig Vittoria Colonna og Tommaso Cavalieri. Ikke sjældent skrev han som
ældre Mand Rimbreve til Venner og Bekendte. Undertiden fremsagde han ogsaa i en
Vennekreds nogle af sine Vers. En os ubekendt Dame i Rom besad i hans Levetid et
Hefte med Digte af ham, som hun udlaante til dem, der ønskede en Afskrift.
iDa der saaledes i Michelangelo's ældre Aar var en stor Del halvvejs forvanskede
Vers af ham i Omløb, besluttede han, efter at han var fyldt de Halvfjerds, paa
Tilskyndelse af Vennerne Luigi del Riccio og Donati Giannotti at samle et Udvalg
af de paa løse Blade nedskrevne Digte og bearbejde dem til Udgivelse. Denne
Bearbejdelse blev foretaget i Aarene 1545 til 1546. Saa blev den henlagt. Der blev ikke
noget af Udgivelsen. Endnu engang blev Forsøget gjort paa at samle Digtene til en
Offenliggørelse. Da Ascanio Condivi var kommen til Ende med det Levned, han havde
skrevet, næsten efter sin Mesters Diktat, gik han i Lav med en Udgave af Versene. Men
ogsaa denne Gang blev Foretagendet opgivet paa Halvvejen trods det Ry, de enkelte
af Digtene, som kendtes, nød, og som har faaet Udtryk i Francesco Berni's bekendte
Ord: "Ei dice cose et voi dite parole" (Han siger Ting, I siger Ord).
Michelangelo's Vers har kostet ham en uhyre Møje. Atter og atter har han - stundom
med Aars Mellemrum - omarbejdet de fleste af sine Digte. Der er dem, som haves i
ikke mindre end otte Redaktioner.
Mangfoldige af sine Poesier har han ladet henligge ufuldendte som saa mange af
sine Billedhuggerarbejder. Han har udtrykt hvad der laa ham paa Hjerte, hvad der i