Michelangelo Buonarroti

Side 254
Pladsen mellem Dommedag og Gulvet, og i Paolina malte Loftet, frygtede, Tiziano vilde
overtage de Arbejder, han selv vilde udføre og rasede derfor mod ham. Da del Vaga
stod under Michelangelo's Beskyttelse, har denne maaske her taget sig af sin Elev.
Vi véd ikke, hvad der er foregaaet mellem Tiziano og Michelangelo, men i Aretino's
følgende Breve nævnes Michelangelo ikke mer. Maaske har Tiziano berørt Løftet til
Aretino og faaet et djærvt, barsk Svar.
Nu sendte Aretino November 1545 til Buonarroti et Brev, hvor han udtalte sin
Skamfølelse ved den tøjlesløse Frihed, med hvilken hans Pensel havde vovet
Fremstillingen af det, som var Maalet for alle en Troendes Følelser.
"Denne Michelangelo altsaa, der er saa vældig ved sit Ry, denne Michelangelo, der
er saa berømt for sin Aand, denne Michelangelo, hvem vi alle beundrer, har villet vise
Folk, at han i lige saa bøj Grad mangler Fromhed og Religion, som han er fuldendt i sin
Kunst. Er det muligt at I, som paa Grund af Jer Guddommelighed slet ikke indlader Jer
paa Omgang med almindelige Mennesker, har bragt saadan noget ind i Guds højeste
Tempel, anbragt det over Kristi første Alter i Verdens første Kapel, hvor Kirkens store
Cardinaler, dens ærværdige Præster, Kristi Statholder selv bekender og tilbedende
betragter Frelserens Kød og Blod under hellige Ceremonier og med gudelige Ord?
"Var det ikke næsten en Forbrydelse, her at drage en Sammenligning, saa vilde
jeg rose mig af hvad der er lykkedes mig i min Nanna, hvor jeg, istedenfor som
I paa utaalelig Maade at fremstille Forholdene nøgne, med forstandig Forsigtighed
har behandlet det mest utugtige og vellystige Æmne i skaansomme og sædelige
Vendinger. Og I lader, hvor det gælder en saa ophøjet Genstand, Englene vise sig
uden deres himmelske Dragt, og Helgener optræde uden et Glimt af jordisk Undseelse!
Endog Hedningerne har dog hyllet Diana i et Klædebon, og naar de mejslede en nøgen
Venus, ladet hende tage sig ud som paaklædt ved hendes Stilling og Haandbevægelse.
I, som er en Kristen, I underordner Troen saaledes under Kunsten, at I ved en
Fremstilling af Martyrer og hellige Jomfruer har gjort Krænkelse af Blufærdigheden til
et Skue af den Art, at man endog i berygtede Huse neppe vilde vove at betragte det
uden med halvt bortvendt Blik. Sandelig, det var bedre, I hørte til de Vantro, end at I
som Troende paa denne Maade skulde forgribe Jer paa andres Tro. Men saa vidt vil
Himmelen ikke gaa, at den skulde lade Eders overordentlige Værks Frækhed forblive
ustraffet. Det vil, saa vidunderligt det i og for sig er, blive Eders Berømmelses sikre
Grav."
Efter at Aretino saaledes har givet sit gudelige Sindelag Luft, kommer han til
Hovedpunktet, den udeblevne Foræring, og skriver for at ramme Buonarroti, hvor han
var ude af Stand til at føre noget Forsvar: "Godt havde det i ethvert Tilfælde været, om I
med al Omhu havde holdt Eders Løfte, var det end blot for at bringe de onde Tunger til
Taushed, som paastaar, at kun en Gherardo eller Tommaso forstaar at bevæge Eder
til Forekommen hed."
Efter denne velmente Hentydning til Michelangelo's Hyldest af unge Mænd, der
er fortolket, som det var at vente af en Aretino, følger endnu som sidste Trumf en
Beskyldning for Ordbrud, Utaknemmelighed, Havesyge og Tyvagtighed.
"Dog hvorpaa kunde en Mand som jeg gøre Regning, naar den Hoben Guld,
som Pave Giulio efterlod for at hans Jordiske Levninger kunde komme til at hvile i
en Sarkofag, der var et Arbejd af Jer, ikke kunde bringe Jer til at overholde Eders
Forpligtelser! Ganske vist er det ikke Jer Havesyge og Utaknemmelighed, o store
Maler, som er Skyld i, at Giulio's Knokler hviler i en simpel Kiste, men selve Giulio's
egne Fortjenester: Gud vilde, at en saadan Pave kun ved sit eget Værd skulde være,