Michelangelo Buonarroti

Side 253
Disse to Tegninger skal have været en hellig Catarina, Michelangelo havde tegnet
som Barn, og Tegningen af et Øre. Aretino taler derom som om Kunstværker af højeste
Rang.
Man maa huske, at endog i Venedig, som Tiziano fyldte med sit Ry, blev denne
ingenlunde, end ikke af Vennen Aretino, stillet i lige Linie med Michelangelo. Aretino
paaskønnede efter sin Æstetik de rigtige Omrids som vigtigere end Farven. Han siger
det selv i et Brev fra 1537. Michelangelo svarede ham yderst artigt, men med fin Ironi:
"Højstærede Ven og Broder, Jert Brev har samtidig bedrøvet og glædet mig; glædet
mig, fordi det kommer fra Eder, der er enestaaende i Jer Art; bedrøvet mig, fordi en saa
stor Del af mit Maleri allerede er færdig, at jeg ikke kan benytte Jere Tanker. Havde
I personligt oplevet Dommedag, kunde I ikke have beskrevet den bedre. Hvad Eders
Tilbud at skrive om mig angaar, saa viser I mig ikke blot Fornøjelse derved; men da
Kejsere og Konger agter det for den største Naade, naar Eders Pen nævner dem,
beder jeg Eder derom.
"Skulde noget, jeg besidder, synes Eder Ønskværdigt, være Eder kært, saa tilbyder
jeg det med største Beredvillighed. Hvad til Slutning Jert Forsæt angaar, ikke mer at
komme til Rom, saa bryd det ikke for mit Maleris Skyld! Det var virkelig for meget. Jeg
anbefaler mig til Jer."
Dette Brev maa Michelangelo have afsendt mer end et Fjerdingaar efter
Modtagelsen af Aretino's Skrivelse. Thi først 20. Januar 1538 svarer denne derpaa,
tager Buonarroti paa Ordet, udbeder sig tilsyneladende beskedent "en Haandtegning
af dem, I plejer at kaste i Ovnen".
Intet Svar.
Men 1544 skriver Aretino igen: Kejseren har ladet ham ride paa sin højre Side, har
bevist ham forbausende Ære (stupendi onori). Cellini har skrevet til ham, at Buonarroti
har optaget hans Hilsener godt; dette er ham mere værd end Alt. Han har grædt, da
han (i et Kobberstik) har set hans Dommedag, og takker Vorherre for at være født i
hans Tidsalder. Michelangelo er baade Tiziano's og hans egen Afgud. Intet Svar.
To Maaneder senere beder Aretino en romersk Ven minde om de lovede Tegninger.
Brevet kom, da Buonarroti laa syg i del Riccio's Hjem. Atter et Aar gaar hen. Saa sætter
den Ufortrødne Benvenuto Cellini i Bevægelse. Der kommer da en Sendelse, en eller
anden Tegning, men øjensynlig intet synderlig præsentabelt. Et truende Brev til Cellini
følger: Buonarroti skulde skamme sig; han skal svare, om Aretino faar noget eller ej.
Faar han intet, vil hans Kærlighed til Mesteren forvandle sig til Had. Dette Brev er fra
April 1545.
I Efteraaret 1545 kom Tiziano til Rom, kom efter Indbydelse af Paolo den Tredie
for at udføre hans Portræt, fik Bolig og Atelier i Vaticanet. Michelangelo lærte ikke
Tiziano at kende i hans bedste Værker. Pavens, den gamle Farnese's Hæslighed, hans
ældgamle Oldingeansigt kunde kun give Tiziano Anledning til at vise Dygtighed. Han
malte vel ogsaa andet i Rom, men intet af første Rang.
Man tillægger Buonarroti de Ord, at Tiziano vilde have bragt det vidt, dersom han
havde lært at tegne og havt bedre Modeller i sit Værksted. I Venedig var der jo ingen
Mangel paa dem. Men Farverne behagede ham overordentlig. og Opfattelsen var,
sagde han, saa levende og sand, at hvis Tiziano kunde tegne som male, vilde han
naa det Uovertræffelige. Dette er hvad Michelangelo har udtalt til Vasari, der var
Fremmedfører for Tiziano i Rom. Vasari tilføjer, at alle Kunstnerne var enige derom.
Men Kunstnerne i Rom hadede Tiziano; de frygtede, han vilde blive der. Perin del
Vaga, der efter Michelangelo's Tegninger malte de Ornamenter i Sistina, der udfylder