Michelangelo Buonarroti

Side 252
gammel, dennes Elev, og han blev hans Ven for Livet. Til ham har Mesteren skrevet
nogle af sine inderligste Digte "og just dem, paa hvilke hans Uven, den lige maa bigotte
som obscøne Digter, Pietro Aretino, byggede sine lavsindede Bagvaskelser". Det har
hverken fra denne eller andre Sider skortet paa Forsøg paa at skille de to Venner, og
det synes til Tider at have været lige ved at lykkes."
Et Vidnesbyrd derom er den følgende Sonet:
Om mine Tanker blot som andres kunde
Paa evig Længsels Vinger opad stige,
Da vilde Den, som Kærlighedens Rige
Behersker, ogsaa mig sin Medynk unde.
Men da vor Sjæl ved Himlens Lov maa stunde
Mod Evighed, mens Kød for Død maa vige.
Dens høje Værd og Væsen ej saa lige
Sig lader af Fornuften gennemgrunde.
Ak ve mig da! Hvorledes forebringe
Det kyske Ønske, som i Sjælen boer,
For Den, som kun sig selv i andre ser?
For stedse maa jeg da mig lade tvinge
Bort fra min Herre, som paa Løgne troer.
Den lyver, som ej Sandhed hører mer.
1535 henvendte Aretino sig for første Gang til Michelangelo. Først forebragte han
sin uendelige Ærefrygt for Mesteren, hvis Hovedfortjeneste han betegnede som den,
ved det blotte Omrids at udtrykke uhyre meget. Saa følger hvad der for ham foreløbigt
er Hovedsagen: "Jeg, der formaar saa meget ved Ros og Dadel, at næsten Alt, hvad
der er blevet Andre til Del af Anerkendelse eller Ringeagt, stammer fra mig, jeg hilser
Jer i al min Ringhed." Han vilde ikke vove det, om ikke hans Navn havde mistet meget
af sin Uværdighed ved den Agtelse, det indgyder enhver Fyrste: "Og dog overfor Eder
er jeg kun Beundring. Der gives Konger nok i Verden, men kun én Michelangelo. Hvilket
Under, at Naturen, der ikke kan skabe noget saa Ophøjet, at I jo naaer det, er ude af
Stand til at paatrykke sine egne Værker det Stempel af høj Majestæt, som Jer Haand
med dens uhyre Magt evner. Fidias, Apelles og Vitruvius stilles i Skygge af Eder." Saa
kommer Aretino til den Fresco af Dommedag, som Paven har bestilt hos Buonarroti,
og opregner en Masse allegoriske Fremstillinger, ved Hjælp af hvilke han tænker sig
Maleriet udført.
Han afslutter med Forsikring om, at han ganske vist har svoret, aldrig mer at sætte
sine Fødder i Rom; men Lysten til at se Dommedag vil gøre ham mensvoren.
Kunstnerne nødsagedes i hin Tid til at finde sig i Aretinos Herredømme. Han, der
som Storpraler stadigt gjorde Reklame for sig selv, var for dem Reklamen i Person.
Han priste dem og anbefalede dem, men krævede til Gengæld Erkendtlighed i Form af
Billeder, Skitser, Tegninger. Han sendte Bandinelli et grovt Brev, da denne forsømte
at aflægge Tribut. Hans Breve spredtes og læstes over bele Italien, og selv om det,
der dengang forekom skærende, nu synes hult, en Magt var han. Ingen kunde være
Michelangelo mere ulig. Men læser man Benvenuto Cellini's Selvbiografi opmærksomt,
finder man i ham noget af Aretino's Væsen sammensmeltet med noget af Buonarroti's.
Vasari havde i 1538 paa Opfordring sendt Aretino to Tegninger og et modelleret
Hoved af Michelangelo, formodentlig i Hertug Alessandro's Navn, og Aretino takkede
i de mest overspændte Vendinger.