Michelangelo Buonarroti

Side 251
min Sjæl, og fylder begge med saa megen Fryd (dolcezza), at jeg hverken kan føle
Bekymring eller Dødsfrygt, saa længe jeg har det i min Erindring."
Med de Tegninger af Skikkelser fra græske Myter: Faeton, Tityos, Ganymedes,
som Buonarroti skænkede Cavalieri, fulgte Sonetter. En af dem er anført; i en anden
hentydes til Navnet Cavalieri (A che piu debb io mai l'intensa vogla):
"Hvorfor skal jeg længere kvæle alle disse hede Længsler med Klager eller
mismodige Ord! Himlen, der gav Sjælen en saadan Lod, tillader Ingen at befri sig
fra den hverken tidligere eller senere. Hvorfor attraar mit trætte Hjerte at smægte
endnu længer. da Døden er os vis? Takket være disse Øjne bliver mine sidste Timer
mindre kvalfulde; thi tungere end Glæde vejer jo min Lidelse, og kan jeg end ikke
undfly det Slag, som rammer mig fra hine Øjne, saa træffer det mig dog kun som et
halvt smerteligt, halvt sødt. Hvis jeg blot kan være lykkelig, naar jeg er overvunden og
overvældet, hvad Under da, at jeg nøgen (ubevæbnet) og ensom bliver en bevæbnet
Ridders Fange (Resto prigion d'un Cavalier armato)."
Der er andre, værdifuldere, dog efter moderne Begreber alle noget kunstlede, Digte,
som øjensynligt er rettede til Tommaso Cavalieri, saaledes de tre, der begynder:
"Se nel volto per gli ochi il cor si vede", "Se 'l foco fusse alle bellezza equale"
og "Sento d'un foco un freddo aspetto acceso". I dem spores en sky Ærefrygt for
Skønhed, en utilfredsstillet Attraa efter Genkærlighed, og en ubestemt Skønhedens
og Elskovens Metafysik, hvis digteriske Værd er betydeligt ringere end saadanne
filosofiske Drømmeriers forekom Anno 1530. Analogier afgiver 300 Aar senere August
v. Platen's Digte til Venner, ligesom der i hans Brevvexling spores Misforstaaelser fra
Vennernes Side, som genkalder Poggio's og Cavalieri's Misstemninger.
9
Det var den lidenskabelige, men uskyldige Dyrkelse af disse unge Mænds Skønhed,
som foranledigede et Overfald paa Michelangelo af Tidsalderens store Smædeskriver
Pietro Aretino (1492 til 1556). Han var kunstnerisk anlagt, havde Sans for Storhed,
havde hvad dengang betragtedes som bidende Vid, men hvad for os nærmest er
kaadmundet Frækhed, havde Evne til satirisk Komedieskrivning, var i sin Tidsalder
efterhaanden frygtet, badet og æret, som to Aarhundreder senere selve Voltaire; men
han havde intet af Voltaires Idealer, førte ingen uegennyttig og ophøjet Kamp for
Menneskelykke som han. Aretino's Ærgerrighed var at blive en Magt, og han blev det
som Uddeleren af Ros og Dadel i sin Tid. Han kaldtes tilsidst divino. Han kunde regne
mange af sin Tidsalders bedste Mænd til sine Venner: Tiziano, Sansovino, Sebastiano
del Piombo, Vasari, Sodoma, Tintoretto. - Michelangelo's Lovpriser, Benedetto Varchi,
har over al Maade forherliget Aretino i en Sonet. Han modtog fast aarlig Understøttelse
af Karl den Femte, af Hertugen af Urbino og endnu en fire fem italienske Stormænd,
deriblandt den senere Pave Giulio den Tredie. Han fik dyre Gaver af Francois den
Første og Kejserinde Isabella. Francesco af Urbino, hans Beskytter, bragte ham i
personlig Berøring med Karl den Femte, der imponeret af denne Europas tidligste
Journalist i stor Stil, lod ham ride paa sin højre Side i 1543 ved sit Indtog i Peschiera.
Der findes paa Dansk en god lille Bog om Pietro Aretino hvis Forfatter, Johannes
Dam, bruger megen Plads til at forsvare ham imod usandfærdige Beskyldninger i
Datiden, som ingen Nulevende har nogen Interesse af at rippe op i. Aretino's Holdning
overfor Michelangelo lader sig imidlertid ikke forsvare. Forfatteren til Bogen om Aretino
har i sin Oversættelse af Michelangelo's Vers selv fordømt denne Holdning. Han
skriver: "Romeren Messer Tomaso (Cavalieri) blev i 1532, da Michelangelo var 57 Aar