Michelangelo Buonarroti

Side 250
aldrig været af den Art, at en saadan Følelse kunde opstaa. Og vid, at paa hin Aften,
der gik forud for Eders Afrejse om Morgenen, kunde jeg ikke gøre mig fri fra Messer
Vincenzo, skønt jeg havde den største Attraa efter at tale med Jer. Næste Morgen
gik jeg til Eders Bolig; men I var allerede rejst, og jeg havde den store Ærgrelse, at I
allerede var borte, saa jeg ikke fik Jer at se."
Dette klinger jo ikke utroværdigt og ganske pænt. Men saa kommer Humlen:
Michelangelo har sagt ham, at har han noget nødigt, kan han faa det gennem en af
dennes Venner. Men denne Ven er for Tiden fraværende, og Febo trænger til Penge,
saavel til Klæder som for at tage til Monte til Hestevæddeløbet. Michelangelo bedes
da være saa god at sørge for, han faar den Mønt, han ønsker. -
Hvad Forholdet mellem den store Kunstner og den eneste fornemme og værdifulde
(om end evneløse) blandt hans beundrede unge Venner angaar, saa er dette allerede
for en Menneskealder siden berørt af mig, idet Michelangelo's Breve og Digte til
Tommaso Cavalieri blev paralleliserede med Shakespeare's Sonetter til dennes unge
Ven. (Se William Shakespeare, illustreret Udgave vol. 2, 64 til 72).
Jeg gjorde der opmærksom paa de overraskende Udtryk af overstadig Beundring i
Brevene fra Mesteren til den unge Cavalieri: I et Brev fra Rom, December 1532, staar:
"Hvis jeg ikke besidder den Kunst, at sejle over det Hav, som Eders mægtige Geni
udgør, saa vil dette Geni dog undskylde mig og hverken foragte mig for min Ulighed
med Eder eller kræve af mig, hvad jeg ikke kan yde; thi den, som staar ene i alle Ting,
kan ikke finde Fæller. Derfor kan Eders Herlighed, som er vort Aarhundredes eneste
Lys i denne Verden, ikke finde Tilfredsstillelse i nogen andens Værk, da I ikke har nogen
Ligemand, og da der ikke er nogen, som ligner Jer. Hvis ikke desmindre et eller andet
af mine Arbejder, som jeg haaber og lover at udføre, skulde behage Jer, saa vilde jeg
snarere kalde dette Arbejde heldigt end godt. Og dersom jeg nogensinde havde Vished
for - som det er blevet mig sagt - at jeg i et eller andet kan være Eders Herlighed til
Behag, saa vil jeg give Eder min Nutid til Gave med Alt, hvad Fremtiden vil bringe mig.
Det vil smerte mig stærkt, ikke at kunne faa Fortiden tilbage, for at kunne tjene Eder
saa meget længere, men kun at have Fremtiden, der ikke kan være langvarig, eftersom
jeg er altfor gammel."
Da Cavalieri skriver til Michelangelo, at han betragter sig som nyfødt, siden han
har lært Mesteren at kende, svarer denne fra Rom 1. Januar 1533: "Jeg for min Del
vilde anse mig for ikke født, dødfødt, eller forladt af Himmel og Jord, hvis jeg ikke af
Eders Brev havde vundet den Tro, at Eders Herlighed gerne modtager nogle af mine
Arbejder." Endog i et Brev til Sebastiano del Piombo et halvt Aar senere hedder det
med en Hilsen til "Messer Tomao": "Jeg vilde jo ogsaa, troer jeg, strax styrte død om,
ifald han ikke mere var i mine Tanker."
Det er naturligvis tildels Tidsaanden, som i det 16. og Begyndelsen af det 17.
Aarhundrede giver denne platoniske Erotik dens Farve. Montaigne's Venskab for
Estienne de la Boeuml;tie, Languets lidenskabelige Ømhed for den unge Philip Sidney
er oplysende Exempler. Udtalelserne angaaende Venskab i Sir Thomas Browning's
"Religio Medici" 1642 svarer ganske til Shakespeare's og til Michelangelo's lige anførte:
"Jeg elsker min Ven mere end mig selv, og dog tænker jeg, jeg ikke elsker ham nok.
Om faa Maaneder vil min mange Gange fordoblede Lidenskab faa mig til at tro, jeg
slet ikke har elsket ham før. Naar jeg er fra ham, er jeg død, indtil jeg atter er sammen
med ham." Og man agte paa denne Vending i Michelangelo's Brev til Cavalieri fra
Slutningen af Juli 1533: "Jeg kunde langt før undvære Føden, der kun nærer Legemet
og det utilfredsstillende (infelicemente), end Eders Navn, der opholder mit Legeme som