Michelangelo Buonarroti

Side 249
a farla) ligesom den klagende Underskrift: "Vostro fedelissimo e povero amico". Vasari
fortæller, at Mesteren skænkede denne unge Mand tre herlige Tegninger i Sortkridt.
Det er Alt, hvad der vides om ham.
Meget véd vi heller ikke om den Febo di Poggio, til hvem Michelangelo tolv Aar
senere i September 1534 fra Firenze sendte dette Brev:
"Febo. Skønt I nærer det største Had til mig - jeg véd ikke hvorfor, thi jeg kan ikke tro,
det er for den Kærligheds Skyld, jeg føler til Eder, men paa Grund af Andres Sladder,
som I ikke burde tro paa, da I har prøvet mig - saa kan jeg dog ikke andet end skrive
dette til Jer. Jeg rejser bort imorgen tidlig og tager til Pescia for der at træffe Cardinalen
af Cesis og Messer Baldassare; med dem vil jeg gaa til Pisa og derfra til Rom. Hertil
vender jeg ikke mer tilbage. Og jeg lader Eder vide, at saa længe jeg lever og hvor jeg
end opholder mig, vil jeg altid staa til Eders Tjeneste i en Troskab og Kærlighed, som
ingen anden Ven, I her i Verden kan have, føler for Jer. Jeg beder Gud om at han paa
en eller anden Maade vil aabne Eders Øjne, saa I erkender, at Den, som har Jert Vel
mer end sit eget for Øje, kun formaar at elske og ikke at hade som Fjende."
Under dette Brev har den store Kunstner skrevet sex Vers (Vo' sol del mie morir
contento veggio), der er den fjerde Omredaction af et stort Digt (Capitolo) som
synes digtet Aar 1524 til en Kvinde, men her er bleven rettet til en Mand, og som i
Oversættelse lyder: "Eder alene ser jeg tilfreds med min Død. Jorden græder over mig,
Himlen bevæges; dog I udelukker Medlidenhed; jo mere jeg lider o Sol, du som varmer
Verdensaltet, o Føbus, du evige Liv for dem, der skabtes af Støvet, hvorfor skjuler du
kun for mig dit Aasyn?"
Dog ogsaa i et Brudstykke af en anden Sonet har Michelangelo øjensynligt besunget
Febo di Poggio. Han henvender sig til Ørnen og bruger Ordet Poggio (Højen)
dobbelttydigt (Ben fu, temprando il ciel tuo vivo raggio):
"Vel var Himlen, der gav dig dit staalhaarde Blik, grusom imod mig, da den i sit
evige Kredsløb kun skænkede os andre Lys, men dig Vinger. Lyksalige Fugl, der fik et
saadant Fortrin! Du ser Føbus og hans skønne Ansigt. Og du skuer ikke blot, du tør
svinge dig op paa den Høj, fra hvilken jeg synker knust."
Et tredie Digt (Ben mi dove con si felice forte), der atter og atter hentyder til Navnet
Febo, begynder saaledes:
"Da Føbus endnu sendte alle sine Straaler over Højen, skulde jeg have svunget
mig i Vejret. Hans Vinger havde baaret mig, og Døden vilde været mig sød." I denne
Exaltation fortsættes Billedsproget: "Fjerene blev Vinger, Højen en Trappe, Føbus en
Lanterne for min Fod."
Le penne mi furn' ale, e 'l poggio scale,
Febo lucerna a pie.
Ganske barokt virker paa Læseren af alle disse sværmeriske Udbrud i søgte
Former det Brev, med hvilket Febo di Poggio 14. Januar 1535 fra Firenze svarer
paa Michelangelo's ovenanførte bekymrede Uro for at have vakt en ham uforklarlig
Misstemning hos den unge Ven:
"Højædle og som en Fader ærede Messer Michelangelo. Igaar indtraf jeg her paany
fra Pisa, hvorhen jeg var rejst til Besøg af min Fader. Og strax efter min Ankomst fik jeg
gennem Eders Ven, der er ansat ved Banken, fra Eder et Brev, som jeg har læst med
den største Fornøjelse, da jeg deraf har set, at I befinder Jer vel. Videre har jeg deraf
erfaret, at I troer mig vred paa Eder. Dog maa I tilfulde vide, at jeg aldrig kunde vredes
paa Jer, da jeg betragter Eder som en Fader, og Eders Færd imod mig har jo heller