Michelangelo Buonarroti

Naar i en kysk. ophøjet Kærlighed
I fælles Kaar to Sjæle sammen klinger.
Naar Kval for én dem begge Kvaler bringer.
Naar to kun af én Aand, én Vilje véd -
Naar samme Sjæl, for Evighed lagt ned
I tvende Hylstre gir dem fælles Vinger,
Naar Amors gyldne Pil dem begge tvinger
I Knæ og svider dem i Hjertet hed -
Naar hver især af to uselvisk vinder
Kun ved den andens Fryd sin Lyst og Glæde
Saa begge kun ved fælles Stræben frydes -
Naar ej blandt Tusinder et Par man finder,
Hvor Vennetroskab er saa fuldt tilstede,
Kan da en saadan Pagt af Mistro brydes?
Side 248
Neppe staar det følgende, her i Prosa gengivne Digt (Veggio co be vostr' ochi un
dolce lume) tilbage for det anførte:
"Med dine skønne Øjne ser jeg det søde Lys, som jeg ikke kan se med
mine blinde. Med dine Fødder bærer jeg paa min Ryg en Byrde, som mine
egne matte Fødder ikke vilde mægte. Med dine Vinger flyver jeg, skønt
selv vingeløs, hæver mig til enhver Tid med din Aand til Himlen. Efter dit
Forgodtbefindende bliver jeg bleg eller rød, kold, naar Solen skinner, og varm
i den haardeste Frost. I din Vilje alene er min Vilje, i dit Hjerte bliver mine
Tanker til. Kun i din Aande lever mine Ord. Overladt til mig selv ligner jeg
Maanen, af hvilken kun saa meget er at se, som bliver oplyst af Solens
Straaler."
Der er i dette Digt en Lidenskab, der ikke kunde være stærkere og renere i sit Udtryk,
en Elskendes, sikkert ikke en Genelskets Lidenskab. Og man forbauses over at høre
en Mand af denne barske Mandighed i sin Kærlighed til en anden Mand tale ganske
som en Kvinde.
8
Naar undtages Tommaso Cavalieri, ved vi lidet om de unge Mænd, som - at dømme
efter Pietro Aretino's bekendte, krænkende Brev - mentes at være formaaende nok
overfor Michelangelo til at han beredvilligt skænkede dem smukke Tegninger af sin
Haand.
Den første, Aretino udpeger, er Gherardo Perini, en ung Florentiner. Af ham er
opbevaret det korte og artige Brev, som begynder "Honorandissimo et damme amato
singolare" og som blot meddeler at hans Helbred er god; han haaber det samme
om Mesterens; det vil være ham en Glæde at udrette ethvert Hverv, denne maatte
ønske at give ham; han haaber snart at gense ham, anbefaler sig til ham selv, til
Mester Giouanfrancesco (Fatucci) og til Michelangelos andre Venner. Gud bevare ham
lykkelig!
Herpaa er det, at Buonarroti svarer i det lille, meget skruede, Brev fra Firenze,
Februar 1522, stilet: "Al prudente giovane" (til den kloge Yngling) Gherardo Perini i
Pesaro. Dette Brev udtaler blot Glæden ved at høre fra ham og at vide, det gaar
ham godt. Det er unødigt nu at skrive vidtløftigt, da de snart vil kunne tale med
hinanden. - Svagt antydende en varmere Følelse for den Paagældende er det Udtryk,
at Michelangelo ikke føler sig i Stand til at besvare Brevet (non mi sen to però soffiziente