Michelangelo Buonarroti

Side 247
Som nu din Elskov gør den kæk og sikker.
Man ser med nogen Forundring, at allerede i Michelangelo's Levetid et stort Antal af
hans Digte blev satte i Musik og sungne. Thi en egentlig Sang, endsige en Vise, findes
ikke iblandt dem. Vel skorter det midt i al Reflexionspoesien ikke paa en Naturtone,
men den kvidrer, nynner eller synger aldrig. den klinger enten tragisk højtidelig som en
Kirkemusik eller den fløjter ironisk eller den attraar ildfuldt, eller den skratter desperat
eller den drøner som et Sørgekvad om Forgængelighed og Død.
7
Saa længe Michelangelo ikke er kommet under Contrareformationens religiøse
Indflydelse, er hvad han dyrker og tilbeder kun Skønheden, tidligst hos Kvinder, senere
ogsaa hos Mænd. Den Skønhed, som vækker hans Attraa er, naar Vittoria Colonna's
undtages, uadskillelig fra Ungdom, og for ham, som for Oldtidens Grækere, og som
for Mænd af de forskelligste Folkeslag ned igennem Tiderne, er det Ungdommen og
dens tiltrækkende Egenskaber, der mere end Kønnet med dets hemmelighedsfulde
Virkekraft, er det, som tillokker og begejstrer.
I Regelen er Michelangelo's Overvejelser over den Elskedes Skønhed mindre
hjertegrebne end udspekulerede og spidsfindige, som naar han et Digt (Da maggior
luce e da più chiara stella) udvikler, at medens Stjernerne om Natten faar deres Lys fra
en større Stjerne, forøges Hendes Skønhed ved enhver ringere Skønhed, der nærmer
sig hende, eller som naar han i et andet Digt, der drejer sig om Skønhed (Quante più
par che 'l mie mal maggior senta) forklarer, at hans Lidelse, der gør ham grim, bringer
den Elskede til at synes skønnere.
Det var i hin Tid en ofte udtalt Sætning, at en Maler i Grunden altid var tvungen
til at male sig selv. Denne Sætning har Michelangelo godkendt i to Madrigaler til "en
skøn og grusom Kvinde". I den første (S'egli è che 'n dura pietra alcun somigli) siger
han, at ganske som en Billedhugger uvilkaarligt fremstiller sig selv i den Blok, hvori han
efterligner en andens Træk, saaledes kommer han til at gøre sin Elskede sørgmodig,
som han selv er. Stenen er haard som hun. Saa længe hun piner ham med sin
Ringeagt, kan han ikke mejsle andet end sin egen Kval. - I den anden Madrigal (Se dal
cor lieto divien bello il volto) hedder det: "Bliver et Ansigt skønt, naar Hjertet er glad, og
stygt, naar det er sorgfyldt, maa da ikke den haarde og skønne Kvinde, som behersker
mig, gløde for mig, som jeg for hende? En klar Stjerne skænkede jo mit Øje Kraft til at
skelne Skønhedens Former. Hun er især grusom mod sig selv, naar hun tvinger mig
til at male hendes Billed blegt. Kunde jeg derimod male hende med fornøjet Sind, saa
vilde jeg, da jeg saa selv ikke længer var styg, male hende skøn." Overmaade meget
værdifuldere er de Digte, i hvilke Buonarroti, som f. Ex. i Ungdomsdigtet fra Bologna
1507 (Quanto si gode lieta e ben contesta), udtaler en simpel, forelsket Beundring.
Digtet til den unge Pige lyder i Prosa: "Hvor glæder den sig, fornøjelig og smukt
flettet af Blomster, den Krans paa dit Guldhaar! Hvor trænger ikke Blomst ved Siden af
Blomst sig frem for at faa Lov at kysse dit Hoved! Hele Dagen igennem er den Dragt
dig taknemmelig, der dækker dit Bryst og falder ned over dit Legem, og aldrig bliver
Guldvævet træt af at røre ved din Kind og din Hals. Dog større Glæde endnu synes det
guldstukne Baand at have, der blidt trykker og mildt berører dit Bryst, som det snører sig
om. Det simple Belte, der er knyttet om Midien, synes mig at sige: Jeg vil for bestandig
omfavne hende. - Hvad vilde da først mine Arme gøre!"
Højst betydelig er ogsaa den berømte og skønne Sonet til Tommaso Cavalieri fra
1532, der giver mandig og værdig Skønhedsbegejstring Udtryk: (S'un casto amor, s'una
pietà superna). I den danske Oversættelse: