Michelangelo Buonarroti

Side 246
Selv om Oversættelsen er en Smule drøjere end Originalen, der ikke taler om
Flomme, men om Marv, (Come pelle ove gonfia la midolla) er dog Lignelsen ligesom
med Vilje lidet poetisk.
Til Gengæld er der her en Lignelse, som ikke blot rammer, men er smuk og sand, den
hvor Digteren oplyser sin Paastand, at til en saadan Skønhed, som hendes Aasyns,
maa svare et ædelt Hjerte:
Thi aldrig saa man, at en kroget Klinge
Ind i en lige Skede lod sig tvinge.
Især i sine yngre Aar har Michelangelo til Udtrykket for sine Følelser søgt sig
Forbilleder hos Petrarca. Saaledes gaar Petrarca's 76, Sonet i "In Vita di M. Laura"
igen i et lille Kærlighedsdigt fra Buonarroti's Ungdom. Hos Petrarca hedder det: "Her
saa jeg hende ydmyg, her ogsaa stolt, snart stejl. snart jævn, snart uden Medfølelse,
snart blid. Her var hun afvisende, og her var hun imødekommende; her var hun mild,
her var hun en anden Gang fuld af Ringeagt og Vildskab. Her sang hun sødt; her satte
hun sig ned. Her vendte hun sig om; her blev hun staaende. Her gennemborede hun
med sine skønne Øjne mit Hjerte. Her sagde hun et Ord; her smilte hun. Her skiftede
hun Aasyn. Ak, Amor, vor Herre, du tvinger mig til at tænke derpaa Dag og Nat."
Hos Michelangelo hedder det: "Her i Nærheden var det, at min Elskede ved sin
Naade røvede mig mit Hjerte, ja Livet, Her var det, at hun med sine skønne Øjne lovede
mig Hjælp, og med disse Øjne atter vilde rane mig Hjælpen. Her har hun bundet mig,
her befriet mig. Her græd jeg over min Skæbne, og med uendelig Smerte saa jeg fra
denne Sten, hvorledes hun forlod mig, hun som ranede mig mit Jeg og ikke vilde vide
af det,"
Dam oversætter:
Her var det, hendes Skønheds Trylleri
Mit Hjerte, ja mit Liv i Garnet spandt,
Her saligt Haab i hendes Blik jeg fandt,
Og neppe tændt var Haabet brat forbi.
Her bandt hun mig og gav mig atter fri.
Dybt ynkende mig selv, mens Taaren randt,
Ved denne Sten jeg stod, da hun forsvandt,
Mit Liv hun tog, fandt selv ej Fryd deri.
Fra en meget senere Tid er dette langt selvstændigere og lidenskabeligere Digt som
findes i Afskrift af Luigi del Riccio, men som man vistnok uden Grund har tænkt sig
rettet til Vittoria Colonna. Overfor hende anslog Digteren en helt forskellig Tonart, og
selv om Digtet skulde stamme fra den Tid, da Bekendtskahet med hende var gjort,
røber Michelangelo's Poesier, at ogsaa en anden Kvinde i dette Tidsrum har optaget
ham. Digtet begynder i Originalen: Sicome secho legnio in foco ardente og lyder i
Oversættelsen saaledes:
Gid Ildens Glød som tørret Ved mig svide
Den Dag, mit Hjerte bort fra dig sig vender.
Dø vil jeg,. hvis jeg anden Længsel kender.
Vil jeg af andre skønne øjne vide
End dine, og om andres Elskov tigger,
Da vend dem bort, og lad mig Døden lide.
Tilbeder jeg dig ikke mer, da klikker
Mit Haab og hver min Tanke blir saa modløs,