Michelangelo Buonarroti

Side 245
male. Om ham fortælles, at han fornøjede Michelangelo saa meget ved sine Historier
og Paafund, at han næsten altid blev indbudt til Middag hos ham, naar han kom i Besøg.
Undertiden kunde Michelangelo dog blive ked af hans Overhæng og hans Vrøvl, og
han skal en Dag, da den anden gjorde ham utaalmodig, have sendt ham bort med det
Ærind at købe Figener, og saa have lukket Døren for ham.
Om Michelangelo's Omgang med Giuliano Bugiardini, hans Ungdoms Kammerat
fra Ghirlandajo's Værksted, hedder det hos Vasari, at Mesteren yndede ham for
det godmodige i hans Væsen og Væremaade; han havde ingen anden Fejl end
Overvurdering af sine Evner. Michelangelo priste ham lykkelig for denne hans
Selvtilfredshed, som han maatte misunde, da han aldrig tilfredsstillede sig selv med
noget Arbejd. Engang havde Ottaviano de' Medici bedt Giuliano om under Samtalen i al
Stilhed at gøre et Portræt af Michelangelo til ham. To Timer havde Buonarroti moret sig
over alle de snurrige Historier, Bugiardini fortalte ham, da denne sagde til ham: "Rejs
Jer, hvis I vil se Eder selv!" Da Michelangelo kastede et Blik paa Portrætet, udbrød
han: "Hvad Djævlen har I gjort! I har jo anbragt mit ene Øje i Tindingen." - Giuliano blev
ilde tilmode ved dette Udbrud, men svarede dristigt: "Det forekommer ikke mig saadan,
men sæt Jer ned paany, og jeg skal forbedre det." - Buonarroti var godmodig nok til at
sætte sig ned igen, men bevarede et ironisk Smil. - Snart erklærede dog Bugiardini:
"For mig tager det Hele sig ud, som jeg har malt det; Naturen viser mig det saadan,"
- "Saa er det en Naturfejl," sagde Michelangelo, "bliv da kun ved og spar hverken paa
Penselen eller paa Kunsten!"
Man føler, at saa skarpe Vædsker Buonarroti havde i sig, saa besk og barsk og
grum hans Spot kunde være, der var i hans Væsen en Understrøm af godmodigt Lune
overfor de Ubetydelige og Smaa.
6
Det var Kærlighed eller, rettere udtrykt, heftig Forelskelse, der oprindeligt gjorde
Michelangelo til Digter. Saa lidenskabelig, som han overhovedet var anlagt, har han
ogsaa som forelsket været lutter Lidenskab. Han "blusser som Blaar", han "futter af
som Krudt", blot ved et Blik af den, der behersker ham. Sit Følelsesliv ser han stadig
under Billedet af Ild. Ild og Is er overhovedet bestandig forekommende Lignelser hos
ham. Snart er Talen om Is, der smelter ved Ild, snart om Ild, der slaas af Staal eller Sten.
Paafaldende er det, at selv i meget hede Kærlighedsdigte er den humoristiske
Virkelighedsiagttagelse bevaret, den, som ikke skyer det Platte. Begrebet god Smag
har ikke existeret for Buonarroti som Poet. Hvad det kom ham an paa, var at Lignelsen
skulde ramme som træffende. Om den virkede frastødende, var ham ligegyldigt.
Man agte saaledes paa Djærvheden af de Billeder, der forekommer i det
Kærlighedsdigt, der vel er det længste, han har skrevet, og der drejer sig om, hvorledes
den elskede Kvindes Aasyn og Skikkelse har besat ham. (Digtet: Io crederei, se tu fussi
di sasso). Hvor sær er ikke denne Strofe:
Igennem øjets snevre Gang du foer
Vindruen lig, der i en Flaskes tomme
Og vide Rum bag Halsen gør sig stor.
Saaledes følte jeg dit Billed komme
Igennem øjet ind, hvor nu det boer
Og spænder mig som Blæren fyldt med Flomme.
Da ind du kom ad saa besværlig Vej
Jeg frygter, ud igen du slipper ej.