Michelangelo Buonarroti

5
Side 244
Til det sære Lune i Udtryksmaaden svarede hos Michelangelo en Art Humor i
Væremaaden, som var ganske ejendommelig for ham, og til hvilken endog Leonardo
med hans skarpe Sans for Karikaturer intet Tilsvarende har havt. Baade Condivi og
Vasari har meddelt, hvorledes Buonarroti (som den lille danske Digter Ludvig Bødtcher
halvfjerde Hundrede Aar senere) fandt Fornøjelse i at omgive sig med snurrige og
enfoldige Originaler.
Der var f. Ex. en ganske udannet Maler Menighella fra Valdarno, som undertiden
kom og bønfaldt Buonarroti om at tegne ham en San Rocco eller San Antonio, som
han da kunde male til Bønderne, og den Mand, hvem Konger tidt forgæves tiggede
om at arbejde for dem, lod da staa, hvad han havde for, og skaffede Menighella
Varer, han kunde sælge, gjorde f. Ex. et Crucifix, som den fattige Fyr afstøbte, og paa
sine Vandringer solgte i mange Exemplarer. Stor Morskab havde Michelangelo, da en
Bonde, som af Menighella lod sig male en San Francesco, var misfornøjet med, at
dennes Kutte var graa, og Menighella saa i Stedet malede ham en Helgen i Brokade.
Der var en anden Yndling af Mesteren, en Stenhugger fra Carrara, ved Navn
Topolino, som indbildte sig at være en udmærket Billedhugger, og som aldrig sendte
nogen Marmorblok til Buonarroti uden at tilføje nogle Figurer, han selv havde mejslet.
Da han en Dag var kommen tilbage til Firenze og foreviste en Statue af Mercur,
der var hans eget Værk, maatte Michelangelo leende gøre ham opmærksom paa, at
Benene fra Knæ til Ankel var Trediedelen af en Alen for korte, saa Figuren var Dværg.
Hurtigt besluttet savede Topolino Benene over, og tilføjede det Manglende, idet han
gav Mercur et Par lange Støvler paa. Saa morede Michelangelo sig over hans Snildhed
og berømmede ham for hans Geni.
Da han var sysselsat med Rovere-Gravmælet, lod han en Herme dertil udføre af en
Marmorarbejder paa den Maade, at han sagde til Manden snart: Tag et Stykke bort der!
snart: Glat saa dette ud! saa længe, til en Figur var bleven til, uden at Stenhuggeren
havde havt til Forsæt at gøre nogen, Da Figuren var færdig, saa Manden med største
Forundring paa sit Værk. Naa, hvordan finder du det? sagde Buonarroti. - Meget godt;
jeg er Eder højst taknemmelig. - Hvorfor? - Fordi jeg ved Eders Hjælp har opdaget, at
jeg besidder et Talent, som jeg ikke havde nogen Anelse om.
En Mand havde anmodet en anden Marmorarbejder om at gøre ham en Morter,
som han havde Brug for til sit Hus. Stenhuggeren, som udførte Arbejder for Kunstnere,
og som tænkte, denne Opfordring skjulte et Paahit af en eller anden Medbejler, der
vilde ham det ilde, svarede: "Jeg plejer ikke at gøre Mortere; men her boer En, som
driver den Forretning." og han pegede paa Buonarroti's Hus. Manden henvendte sig
da i sin Uskyld til Michelangelo, som blot spurgte, hvem der havde henvist til ham?
Almuesmanden angav det, og Michelangelo forstod, at Stenhuggeren paa en vis
Maade følte sig som hans Rival. Han udførte saa en Morter med Arabesker, Bladværk,
Masker, og bad Manden overlade det til Stenhuggeren at bedømme, hvad der rettelig
burde betales for Arbejdet. Men da blev den adspurgte flov, forklarede Manden, at
Arbejdet paa denne Morter var altfor fint for ham; han skulde sige til Buonarroti, at
denne passede bedst for ham selv, og bede Billedhuggeren gøre ham en anden glat
og almindelig Morter.
Af smaa Kunstnere, Buonarroti gerne saa om sig, nævnes en Guldsmed Piloto, der
ledsagede ham paa hans anden Rejse til Venedig, og der betegnes som en morsom og
vittig Fyr, dernæst den Jacopo Indaco, med hvis Arbejde paa Sistina's Loft Mesteren
engang var saa misfornøjet. Indaco var ligesaa fuld af pudsige Indfald som doven til at