Michelangelo Buonarroti

Fan fede a quel ch' i' fu gratia nel lecto,
che abbracciava, e 'n che l'anima vive.
Side 242
Hvor langt det var fra, at Michelangelo ellers spøgte med slige Forhold eller var villig
til at indlade sig paa dem, aabenbarer hans Brev til Niccolò (Quaratesi) i Firenze (uden
Aarstal og Datum), hvor han afgjort afviser at tage til Lærling en ung skøn Dreng, hvis
Fader har været kynisk nok til at rette de Ord til Mesteren, at dersom han blot saa
Drengen, vilde han beholde ham om ikke i Huset, saa dog i Sengen. "Jeg giver Afkald,"
skriver han her, "paa den Art Trøst og vil ikke tage den fra ham."
Typisk for Michelangelo's Humor og hans Evne til hvas Satire er det Svar, han gav,
da Clemente den Syvende gennem Præsten Fatucci lod ham opfordre til Udførelsen af
en fyrretyve Alen høj Marmorkolos, der skulde anbringes paa et Gadehjørne i Firenze,
og sammensættes af Smaastykker. (Forbausende nok opfatter Klaczko i "Causeries
florentines" dette Svar som ramme Alvor).
Var der noget, som stred imod Michelangelo's Kunstnerreligion og Kunstnerære,
saa var det dette, at sammenstykke et Kunstværk. Aldrig i sit Liv har han udført endog
en Gruppe af flere Figurer anderledes end ved at hugge den ud af en eneste Blok. Den
egenhændige Kladde til Brevet (omtrent 6. December. 1525) lyder:
"Hvad angaar Kolossen af 40 Alens Højde, der, som I meddeler mig, skal rejses
paa Hjørnet af Paladset Medici's Have-Loggia, ligeoverfor Messer Luigi della Stufa's
Hus, saa har jeg tænkt derover, som I ønskede, og det ikke lidt. Det forekommer mig,
at Kolossen ikke vilde være vel anbragt paa det nævnte Hjørne, eftersom den dér
vilde optage for megen Plads paa Gaden; men paa det andet Hjørne, hvor Barberen
har sin Butik, vilde den tage sig meget bedre ud og ikke indsnevre Færdselen. Og
da man maaske nødig vil indlade sig paa at fjerne Barberstuen, fordi Indtægten af
den saa gik tabt, har jeg tænkt mig, at den nævnte Figur kunde fremstilles siddende,
og Sædet gøres saa højt, at man, naar hele Værket blev hult indvendig - hvad der
jo ogsaa vilde være passende, naar det skal sammensættes af Smaastykker - kunde
anbringe Barberstuen forneden i det, hvorved man ikke vilde gaa glip af Lejen. Og for
at Barberstuen kunde have, hvad den jo nu har, et Sted, hvor Røgen kan slippe ud,
mener jeg, at man burde give Statuen et Overflødighedshorn i Haanden, der skulde
være hult og tjene til Skorsten. Fremdeles, da jeg desuden vilde gøre Figurens Hoved
tomt, ligesom Lemmerne hule, kunde man drage Nytte ogsaa deraf, da der paa Pladsen
boer en Spækhøker, som er min meget gode Ven, og som hemmeligt har betroet mig,
at han i Hovedet vilde indrette et smukt Dueslag.
"Der falder mig endnu Noget ind, som vilde være meget bedre, men som kræver,
at Figuren bliver endnu et godt Stykke højere, nemlig at Hovedet kunde tjene som
Klokketaarn for San Lorenzo, der højligt trænger til et. Naar man saa hængte Klokkerne
indeni Hovedet, og Klangen gik ud af Munden, vilde det være, som om Kolossen raabte:
Misericordia, især paa Festdage, naar der ringes oftere og med større Klokker.
"Angaaende Transporten af merbemeldte Statue foreslaar jeg, at man, for at Ingen
skal mærke noget dertil, lader Stykkerne komme om Natten, rigtig godt indpakkede,
saa Ingen kan se dem. Det vil jo blive lidt vanskeligt for os ved Byporten; men ogsaa
derfor vil man finde Udvej. I værste Fald har vi Porten San Gallo, hvor Laagen holdes
aaben, lige til det er Dag."
4
I et Tilfælde som dette, hvor Afvisningen af et taabeligt Forslag er gennemført med
klar og følgerigtig Ironi, er Michelangelo's personlige Ejendommelighed utvivlsomt