Michelangelo Buonarroti

Side 241
Alt dette er Udtryk for Tidsalderens almindelige platoniske Sværmeri, ikke for noget,
personligt. At der var meget Spilfægteri, ja endog et skemtefuldt Element i denne
Fabrikation af opstyltede Epigrammer paa Bestilling af en Ven, viser sig tydeligt i de
Billetter, som ledsager Oversendelsen, og som indeholder Takken for de Gaver af
forskellige Lækkerbidskener, som gerne ledsagede Opfordringen til at levere endnu
nogle Gravskrifter.
Epigrammet Nr. 18 har Tilføjelsen "til Tak for de nedsaltede Svampe, da I nu engang
vil have flere Vers", Nr. 23: "Dette siger Forellerne, ikke jeg; dersom Versene ikke
behager Jer, saa marinér dem ikke mere uden Peber". Nr. 28: "Med denne lille Seddel
sender jeg Jer Melonerne tilbage, men har endnu ikke Tegningen færdig. Dog vil jeg
i ethvert Tilfælde gøre den saa god, som jeg formaar at tegne." Nr. 29: "Dette for
Turtelduen; for Fiskene maa Urbino (hans Tjener) skrive Jer et Epigram, thi dem har
han ædt."
Undertiden kalder Michelangelo selv spøgende de Epigrammer, han sender, for flovt
Tøjeri, saaledes denne Gravskrift: "Var jeg. som levende, engang Livet for min Ven,
for hvem min Skønhed nu har forvandlet sig til Støv, saa føler han nu vild Skinsyge
ved Tanken om, at en Anden før ham kunde dø af Kærlighed til mig." Rimeligvis har
Michelangelo selv godt følt, at poetisk var al denne Spidsfindighed ikke meget værd.
3
Der var i Michelangelo's Sjæleliv et Element, der aldrig har faaet Udtryk i hans Værker
som Billed-Kunstner, men som kommer til Orde ikke mindre i hans Brevstil end i hans
Digtning, et Element af Spot, særligt Selvspot, dog ogsaa gennemført Spot over andre.
En besk Humor træder frem i de Digte, hvor han med større eller mindre Bitterhed gør
Nar af sig selv en djærv Ironi trænger ikke sjældent igennem, hvor han føler sig tvungen
til Selvhævdelse. Han har ikke den Form af Vid, de Franske kalder Esprit, men han
har, som hans Landsmand Napoleon efter ham, nu og da den Art Overgivenhed, som
Italienerne betegner ved Ordet Buffo. Buffo-Spøgen er grel, ikke netop smagfuld.
Tag som Exempel denne Strofe af en Parodi paa versificerede
Kærlighedserklæringer (Dam's Oversættelse) :
Ser jeg paa Brysterne, der som et Par
Meloner i en Sæk sig gir til Kende,
Da blusser jeg som Blaar i Lue klar.
Men har jeg klappet træt mig paa din Ende,
Jeg tænker: Var jeg den, jeg én Gang var,
Jeg som en anden Hund gad om dig rende.
At dømme efter, hvad jeg dengang naaede,
Jeg her vist det Utrolige formaaede.
Næsten lige saa burlesk er Udtryksmaaden i denne scurrile Strofe:
Gaar der en Dag, jeg faar dig ej at se,
Da har jeg ingen Fred, hvor jeg mig vender;
Ser jeg dig da, saa volder det mig Ve
Som altfor kraftig Kost, naar Fasten ender.
Hvor godt, sin spændte Bug at turde tømme,
Bedst, naar man sig af Bugvrid maatte ømme!
Mest overrasker det maaske, at Buonarroti blandt Gravskrifterne over Cecchino
Bracci etsteds lægger Ynglingen disse Linier i Munden, der hensynsløst antyder,
hvorledes Forholdet mellem ham og Luigi del Riccio i Virkeligheden var: