Michelangelo Buonarroti

Side 24
Som Bestillingen ikke udgik fra et Kabinet, men fra et Lav, en folkelig Forening, og
bragte Offenlighedens Friluft med sig. saaledes blev heller ikke det bestilte Kunstværk
et Kabinetstykke, men et Friluftsmindesmærke om Borgersind og folkelig Kunstsans.
Donatello (egenlig Donato di Betto Bardi) fødtes 1386. Hans Fader Niccolò, der
tilhørte Urtekræmmerlavet, tog lidenskabeligt Del i de florentinske Partikampe, ja
blev dømt til som Landsforræder at slæbes til Retteretedet ved en Æselshale og
halshugges. Han unddrog sig ved Flugt denne Dom. 1380 blev Retssagen optaget
paany, og den Dømte kendt uskyldig.
Historisk er San Giorgio et Minde om den krigersk bevægede Tidsalder, der gik forud
for Donatello's Opvæxt i Florents. Denne stolte Yngling med den lange fiorentinske
Hals er en ægte Landsmand af Den, hvis Mejsel gav ham Liv. Donatello har øjensynligt
havt saadanne elegante og krigerske Skikkelser for Øje. Men Sjælen i dette Kunstværk
er hans egen Sjæl. Det Bedste deri stammer fra hans Indre. Al Renæssancens
indenfra udstrømmende og overstrømmende Kraftfylde og Selvfølelse er personliggjort
i den unge Krigers Mod. Opmærksom, med optrukne Øjenbryn og rynket Pande, men
sorgløs. uden noget Angrebsvaaben i sin Haand, afventer hans Dragens Komme. Han
tænker lidet paa, at Drager ikke har noget Menneskehjerte og aldrig giver Pardon.
Skødesløst støtter han det store Skjold med et Par Fingre af den venstre Haand,
medens den højre Arm og den vaabenløse højre Haand roligt ligger ned langs Siden.
Holdningen er rent defensiv, men Blikket truende i Vrede. Alt det Frygtelige ligger
i Ansigtets Udtryk alene. Men dette Udtryk giver Bevægelsen i Hvilen, og medens
Statuen som Helhed virker ved det Sluttede, Sammentrængte, Holdbare i dens Masse
(den frembyder Intet, som i Tidens Løb kunde stødes af eller beskadiges alvorligt), er
der i Udtrykket en Lyrik, som sætter denne arkitektoniske Plastik i Gang, ja besjæler
endog det meget i og for sig Livløse ved Figuren: Skjold, Brystharnisk. Arm- og
Ben-Skinner. Støtten staar der som et Udtryk for ædel, krigersk Ungdom, som en
heroisk Idé, en pansret Tanke. Man forstaar, at Pansersmedene har bestilt den. Den
minder i sin Menneskelighed om de beundringsværdige florentinske Arkitekturværker,
der er en Mellemting mellem et Palads og et Kastel.
San Giorgio er Skaldyret som heltemodig Menneskeskikkelse, Pansermennesket,
ligesom man kalder Kentauren Hestemennesket. Og Talen er ikke her om et
Skælharnisk, der nøje slutter om Kroppen, men om et Pladeharnisk, saa man mindes
visse græske Fremstillinger af Perseus.
(note: I Acta Sanctotam (Aprilis, Tome 3, S. 105) finder man blandt Fortællingerne
om de Helgene, der afhandles under 23. April, en Redegørelse for Legenden om
den hellige Georg: Veniamus ad fabulæ totius originem, picturam scilicet vel statuam
S. Georgii, in qua aliquando pedester, sæpius equester conspicitur gladio et lancea
draconem conficiens inspectante rem eminus persona muliebri regio habitu adornata).
I denne Skikkelse er da et middelalderligt Element (den snevre Rustning. den
djærve, skrævende Stilling) forenet med et klassisk Element og med et rent florentinsk.
San Giorgio sammensmelter Middelalderens Riddervæsen med Antikens harmoniske
Ro og Renæssancens aristokratiske Moral. At her ogsaa findes Glimt af noget
Græsk, vil man maaske vanskeligt faa fat paa; men man sammenligne Skikkelsen
med Shakespeares Harry Percy. Denne er helt ugræsk, den engelske Renæssances
Sidestykke til Achilles; Donatellos San Giorgio staar midt imellem.
For mer end en Menneskealder siden skrev jeg om denne Statue: "Den Kultur for
hvilken den er et Udtryk, viser sig stedse mere som den eneste solide efter Oldtidens
Civilisation. Naar det tyvende Aarhundrede, som snart oprinder, skal søge sig et