Michelangelo Buonarroti

1
Digteren
Side 239
Ikke Alt, hvad der levede i Michelangelo's Indre af Attraa, af Lidenskab, af Hang til
at beundre, ikke heller hvad der havde ophobet sig i ham af Ironi og Humor, lod sig
meddele i den bildende Kunst, som han drev den i dens Hovedformer, Skulptur og
Maleri. Der var jævnlig Noget, der kogte i ham, som krævede et Afløb i kunstnerisk
Form af anden Art, stærke Følelser, der ikke lod sig udtrykke med Mejsel eller Pensel,
men blev til Ord og Klang, som kun Pennen kunde fæstne. Endelig var der Udbrud
af Selvironi og Galgenhumor, for hvilke en epigrammatisk Udtryksmaade var den, der
uvilkaarligt fordredes af hans Stemning.
Hans Drengeaars Beskytter, Lorenzo de' Medici, havde trods sin Stilling som
Statsmand skrevet italienske Vers, baade Kærlighedsdigte og andre Poesier, og havde
forsvaret og forherliget det italienske Sprog, som da endnu førte en haard Kamp
mod det latinske langt mere ansete. Han havde kaldt det Italienske et skønt og vel
klingende Tungemaal, som af Dante, Petrarca og Boccaccio havde modtaget den
poetiske Indvielse. Angelo Poliziano, der holdt meget af den unge Buonarroti, var ikke
mindre ivrig end Lorenzo for at indpuste den ikke-latinske Digtning nyt Liv, og gennem
ham er Ynglingen tidlig bleven indviet i Kunstens Hemmeligheder. Han blev saa stærkt
greben af Poliziano's Digtning, at han i sine Stanzer, der priser Landlivet (Nuovo piacere
e di maggiore stima), har efterlignet den Lovprisning af Naturen, som Poliziano havde
istemt i Stroferne 17 til 21 af sit Digt Giostra.
Disse Stanzer af Michelangelo, i hvilke forøvrigt hans eget Væsen hurtigt bryder
igennem Efterligningen og aabenbarer sig i Uviljen mod det Liv, der ikke føres i
Overensstemmelse med Naturen, er lidet tilfredsstillende for den moderne Læser, da
én Allegori her er knyttet til den anden. I den bildende Kunst iklædte hans Allegorier
sig jo saa kraftig legemlig Form, at de neppe var til at skelne fra levende Mennesker,
I hans Poesi forsøger han forgæves at levendegøre Abstractioner som Hvorledes? og
Maaske. Han kalder dem Giganter, saa høje, at de tragter efter at naa Solen. Slaaende
er det derimod, naar han etsteds, hvor han taler om Tvivlen siger, at "Hvorfor" er magert,
og bærer mange Nøgler ved Beltet, men da de ikke passer, filer "Hvorfor" paa alle
Laase.
Andre af Lorenzo's Kreds som Commentatoren til Divina Commedia, Christoforo
Landino, og som Pico della Mirandola indførte tidligt Michelangelo i Dantes Poesi.
Og her mødte han Aand af sin egen Aand, samme Stolthed, Strenghed, Selvfølelse,
samme Sværmeri for Skønhed og høje Dyder, samme Hang til at fordømme foragtelige
Mennesker og personlige Fjender ned i det dybeste Helvede. Han har læst Dante atter
og atter, saa han tilsidst blev en anset Dantekender; han har gjort Firenze det Tilbud at
rejse den store Digter et ham værdigt Monument, hvis hans Kiste, som man baabede,
blev overladt hans Fødeby af Ravenna, og han har til Ære for Dante skrevet et af
sine smukkeste Digte. Naar han sjældent har skrevet i Terziner, "Den guddommelige
Komedie"'s Versemaal, saa beroer det paa, at paa hans Tid var Petrarca's lyriske Stil og
Versbehandling trængt fuldstændigt igennem. Petrarca's Form var bleven forbilledlig,
og vilde man kortelig med et Par Navne særtegne Arten af Michelangelo's Poesi, kunde
det siges, at Aanden i den er Dantes, indsmeltet i en Form, der stammer fra Petrarca.
Paa Dansk lyder Sonetten til Dante saaledes:
Fra Himlen kom han, og endnu i Live