Michelangelo Buonarroti

Side 238
Mest tankevækkende er dog hans Ubekymrethed om hvad der blev af
Mesterværkerne i Sakristiet. Det er kun hos Menneskehedens Allerstørste, at man
finder en saadan Ligegyldighed for den Skæbne, det faar, der er Frugt af deres Aands
højeste Anspændelse. Saaledes lader Leonardo alle sine Skrifter, Vidnesbyrd om de
dybsindigste Forskninger, henligge uden at offenliggøre dem, Saaledes udgiver et balvt
Aarhundrede derefter Shakespeare ikke et eneste af sine Skuespil, tillader fremmede
Hænder at tumle med dem, som de vil, saa nitten af dem først ser Lyset efter hans Død.
Saaledes lader Goethe tre Hundred Aar senere sin "Faust"'s Andel Del ligge utrykt i
Skrivebordsskuffen, sikker paa, at man dog kun vilde sige Dumheder om den.
Værket selv har for disse Store været den egentlige, ja eneste Belønning. Naar det
var færdigt eller opgivet, har det ikke mere sysselsat dem. Michelangelo gik saa aldeles
op i de Arbejder, han snart paatog sig i Rom, levede saa helt i Opfyldelsen af den i
Øjeblikket nærværende Opgave, at hans egen Fortid, hvor betydningsfuld den end var,
af ham selv tabtes af Syne.