Michelangelo Buonarroti

Side 237
energisk, Næsen vel formet og kraftig; den temmelig lille, men lidt fremspringende Hage
antyder Viljesmennesket. Dog de to afgørende Træk i dette Hoved er den fyldige, fast
sammensluttede Mund, hvis Underlæbe gaar en Smule frem foran Overlæbens Rand,
og som underligt nok giver Fysiognomiet noget Negeragtigt. Dernæst den svære Hals,
en Hals, der er dobbelt saa muskuløs som en menneskelig Hals ellers plejer at være.
Den synes at skyldes en genial Intuition. Den eneste betydelige politiske Morder, som
disse Liniers Forfatter har kendt, havde denne Hals.
Som sædvanligt har Michelangelo ikke givet noget Portræt, Hverken er Hovedet af
Marcus Brutus, som det kendes af Byster fra Oldtiden, her erindret, eller Lorenzaccio's
Hoved, som det er afbildet paa en Medaille fra 1537.
Det, hvoraf Michelangelo har villet give Indtryk med dette negeragtige Hoved, der
med sine fremtrædende Kindben og sin mægtige Underlæbe sidder paa en Nakke,
hvis Kraft er en Tyrs, er et Væsen, som er lutter Vilje, en Energi, der ikke er af nogen
høj Rang, men som hensynsløst forfølger sit Maal og naaer det.
Maaske har Vittoria Colonna en Dag forklaret ham, at Mord, særligt Mord paa en
Slægtning, der antog Morderen for Ven, var en Gerning, som ikke burde forherliges af
en Kristen. Og han har ladet Arbejdet staa i sit Værksted, halvfærdigt som det var.
Man véd ikke, hvorledes det efter hans Tid er kommet i Huset Medici's Besiddelse.
Bysten stod i det 17. Aarhundrede i den storhertugelige Kunstsamling i den medicæiske
Villa La Petraja. Den Indskrift, der blev anbragt under den, gaar ud paa, at medens
Billedhuggeren udførte Brutus' Billed i Marmor, kom han i Tanker om, at dennes Daad
var Forbrydelse, og lod Billedet ufuldendt:
Dum Bruti effigiem sculptor de marmore ducit
In mentem sceleris venit et abstinuit.
Værker som "Adonis", "Sejren", "Brutus", der teknisk eller ideelt slutter sig til
Arbejderne i San Lorenzo's Sakristi, er af forsvindende Betydning i Sammenligning med
disse. Afbrudte blev disse Arbejder ved Florents's Belejring og ved Byens Overgivelse,
der fulgtes af omfattende Plyndring med Massedrab. Hvem der kunde, flygtede fra
Byen eller holdt sig skjult. Ogsaa Michelangelo havde skjult sig. Medens hans Hus
gentagne Gange blev gennemsøgt, sad han gemt i Klokketaarnet, der hørte til Kirken
Niccolò oltra Arno, ikke langt fra den Port. der førte til San Miniato.
Da han i Kraft af sit store Navn, uanfægtet af Paven, kunde vende tilbage til sit Hus
og sit Arbejd, fandt han ved sin Indtrædelse i Sakristiet, at man under Belejringen havde
revet de Stilladser ned, der tjente til Bygningens Fuldendelse, og havde anvendt dem
som Brændsel. Han lod da nogen Tid Byggearbejdet hvile og tog fat paa Gravmælerne
med den lidenskabelige Iver, der gjorde ham syg og satte hans Liv i Fare.
Da han saa ved Pave Clemente's Død i 1534 saa sig prisgivet Hertug Alessandro's
Had, var det, han pludselig opgav det hele Arbejd i Sakristiet, opgav Firenze for aldrig
at gense Byen, og gik til Rom.
Der er noget paa én Gang gribende og forundrende ved den Sindsligevægt, med
hvilken han saaledes lod sine Værker, disse Værker, der var hans Livs maaske
ypperste Bedrift, henstaa uudførte, aldrig gensaa dem, formelig glemte dem.
Hvor meget har han ikke saaledes ladet henstaa ufærdigt uden at vise det
til Offentligheden, ubekymret om dets Skæbne! "Matthæus" i Florents, Maleriet
"Den hellige Familie" i London, Maleriet af Gravlæggelsen i London, Slaverne
til Rovere-Gravmælet i Boboli-Haven, lige til det sidste Skulpturværk, "Kristi
Gravlæggelse" i Firenzedômens Kor.